Elegant, rørende og brutal. ’En fantastisk kvinde’ griber én om hjertet og klemmer til.

Det er aldrig nemt at miste nogen. Mennesker der har fyldt så meget i éns liv og nu er væk, efterlader et kæmpe hulrum, som ikke sådan lige kan udfyldes igen med det samme – hvis det overhovedet kan.

Når så éns kæres familie end ikke vil anerkende éns eksistens eller betydning, man har haft for sin elskede, så kunne man blive fristet til at sige ”fuck it!”. Men det gør Marina Vidal ikke.

Marina (Daniela Vega) og Orlando (Francisco Reyes) er forelskede. Han er små 20 år ældre end hende, ejer sit eget printfirma og var gift på det tidspunkt, han mødte hende. Marina er servitrice, aspirerende sangerinde og transkønnet. De nyder deres liv sammen, Orlando har endda netop købt en rejse til det gudesmukke Iguazu vandfald til hende i fødselsdagsgave. Men samme nat får han et slagtilfælde og dør. Nu må Marina så videre med sit, men også sige farvel til de havde sammen. Hans familie er dog ikke lige så glade for hende, som Orlando var.

Chilensk perle
Det er store emner instruktøren, Sebastián Lelio, har under luppen. Allerede her skal der dog lyde en stor ros til ham og medmanuskriptforfatter Gonzalo Maza, for på intet tidspunkt kommer deres pointer til at blive formidlet på en gumpetung eller prædikende måde. Der er ikke store trælse monologer, hvor ekspositionen gennemvæder lærredet.

I stedet kommer det til udtryk i gennem billedsiden. Marina går på et tidspunkt igennem Santiagos gader, da hun bliver nødt til at stoppe for to mænd, der bærer på et spejl. Hendes spejlbillede flimrer fordi glasset matchende hendes indre liv, hvor følelser kaster hende rundt i veritabelt stormvejr. Der kan også lægges noget i hvordan omverdenens perception af hende er, sammenlignet med den måde hun selv ser sig på. Lagene er mange og billederne har en saft og kraft, der komplimenterer det emotionelle måltid perfekt.

Jeg kan desuden ikke lade være med at spekulere over, om navnet Orlando er helt tilfældigt, eller det er en lille homage til Virginia Woolfs berømte karakter af samme navn. Ganske som Marina blev Orlando født som mand, men vågner en dag op som kvinde. Fortælleren i bogen er forvirret over dette skift, mens Orlando karakteren accepterer det uden problemer og lever sit liv.

Suveræn sirene
Når en film har en titel som denne, så kræver det i sandhed en fantastisk kvinde i rollen – og Daniela Vega er præcis hende. Hvad enten det er spydige one-liners, gudeskøn sang eller følsom sårbarhed, så bliver det leveret fantastisk. At Vega selv har haft flere års operatræning høres tydeligt, men at hun her i sin spillefilmsdebut brager skuespilmæssigt igennem, som hun gør, er alligevel imponerende.

Balanceakten mellem badass selvstændig kvinde og så sørgende elskede bliver trådt millimeter præcist. Temaet med hendes kønsidentitet og omverdenens forhold til det fremtvinger nogle af de hårdeste og mest ydmygende scenarier, og Vega holder ikke tilbage.

På et tidspunkt i forbindelse med Orlandos død bliver Marina udspurgt af en politimand. Han spørger om hendes navn og hun svarer naturligvis Marina Vidal. Han nægter dog at godtage dette og beder om hendes id. Der står nemlig stadig hendes fødselsnavn, Daniel. Ydmyget får hun at vide, at indtil hun officielt har taget navneforandring, så er det hendes navn. Myndighederne og Orlandos familie ser hende som en ulækker ting, der ikke hører til blandt de ”normale” mennesker. Men det knækker hende ikke. Hun er en overlever, og hun er det med stil.

’En fantastisk kvinde’ lever rent faktisk op til sin titel og sammen med Daniela Vega er den et fantastisk bekendtskab.