Af Martin Wolsgaard

En Ganske Rar Mand er skrevet af danske Kim Fupz Aakeson, instrueret af norske Hans Petter Moland og har svenske Stellan Skarsgaard i hovedrollen. Et skandinavisk samarbejde når det er bedst. Fupz brillerer, Moland er bare dygtig og Hr. Skarsgaard- it goes without saying – er enestående.

Ulrik (Skarsgaard) er den rare mand, som filmens titel refererer til. Han er en mekaniker, der netop er løsladt efter en 12-års fængselsdom for mordet på hustruens elsker. Ulrik er ingen hårdført gangsteragtig kriminel – han er i langt højere grad en stille observant end en, der deltager i livet og tager affære.

De fleste af En Ganske Rar Mands karakterer er såkaldte lowlifes: heriblandt Ulriks tidligere partners in crime, bossen Rune og hans stik-i-rend-dreng Rolf, der dirigeres rundt med som en sølle køter for comic relief. Karen Margrethe er Ulriks vulgære udlejer, som, iført det ene stygge outfit efter det andet, kræver at stakkels Ulrik opfylder visse behov, alt imens hun råber og skriger religiøse termer – om hun tilbeder Jesus Kristus eller Djævelen afhænger vidst af, hvor beskidt hun føler sig. Til sidst er der Ulriks chef på mekanikerværkstedet, Sven, der tilsyneladende lider af noget, der bedst kan karakteriseres som munddiarre.

De karakterer, der er bedre assimileret i samfundet, som Ulriks søn og den dertilhørende gravide kæreste samt den unge kønne Merete som Ulrik begynder at have en romantisk affære med, er i essensen kedelige og unuancerede. Molands hjerte og sympati ligger tydeligt hos de marginaliserede og idiosynkratiske. Den ukuelige Ulrik er undtagelsen, som plottet drejer sig om, og det faktum, at han ikke skejer ud eller nogensinde reagerer overilet, men bare glider med, giver de andre karakterer mulighed for at udspille deres neuroser. Den overordnede plotlinje, der handler om, at Ulrik skal finde og hævne sig på manden, der sladrede til politiet og fik Ulrik i fængsel til at starte med, er essentielt intet andet end et fortælleteknisk værktøj, der får historien til at skride fremad. Men det fungerer.

Hvad end Ulrik har begået af fejl i sin fortid, forbliver han en fornuftig og ganske rar mand med gode principper og værdier. Konfronteret med livets store spørgsmål vælger han i sidste ende livet over døden – det gode over det onde. Molands elegante stil og Fupz’ Coen’ske manuskript forsømmer aldrig karakterernes menneskelighed og ynde – selv ikke de, der er længst ude i absurditeterne. Dette giver dels fortællingen en behagelig ærlighed, der styrker den som en knaldgod feel-good film, og det giver den dels et flow, der flere gange fik den pressefyldte sal til at grine højlydt.

5 af 6 stjerner