Med et videokamera i den ene hånd og sin nyfødte baby i den anden, sniger den unge far til to, Thomas, sig til at se fodbold i fjernsynet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør, Malou Reymann, spiller fra start af på seerens hjertestrenge, som hjemmevideoens billede glider fra landskampen på B&O’s 90’er-futuristiske billedrørsbasker af et tv, til den uskyldige Emmas altopslugende babyansigt, som det evige lykkens emblem.

Og alt virker da også som umiddelbar lykke i parcelhusformat, som der spoles 11 år frem, hvor samme fader Thomas hepper på sin fodboldbaby, der denne gang spiller U12-kamp i en forstad til København. Tydeligvis en vellidt far, der kan pynte på sidelinjen til sin datters stolthed.

Men der kommer snart skår i glæden for den ellers smukke familiekvadrant udgjort af Mikkel Boe-Følsgaard og Neel Rønholt som forældre til den 14-årige Britney Spears-fan Caroline (Rigmor Ranthe) og 11-årige lillesøster Emma (Kaya Toft Loholt).

Familien er ude at kigge på en hund, men netop som Emma har foreslået, at den skal opkaldes efter Real Madrid-legenden Raùl, skal de pludselig hjem.

For reparationshvalpen til trods bliver det senere på aftenen annonceret, at mor og far skal skilles, fordi far Thomas vil skifte køn.

Far hedder Agnete
Men fra start af brillerer filmen ved at holde fortællingen, der er baseret på instruktørens egen opvækst, tæt til hovedpersonen Emmas præpubertære krop. Hendes spinkle skuldre og sammenbidte opløsning bærer det dybt rørende familiedrama.

»Lov mig, at du bliver ved med at være min far« siger hun tidligt til sin far, formummet af det halstørklæde hun har bundet om hovedet til familieterapien, hvor hun uanmeldt har valgt at møde op klædt som sit nu kvindelige køn.

Man ved ligeledes heller ikke helt, om man skal grine eller græde, da hun på en familieferie med sin storesøster og far, der nu har undergået en reel kønsskifteoperation og har skiftet navn til Agnete, efter længeværende overtalelse gør datteren selskab i de mallorcinske bølger, helt uden bikinitop.

Som det sig hør og bør i en skilsmissefortælling, er seeren altid på Emmas hold. Hvor det i denne fortællings tilfælde er noget så dramatisk som et kønsskifte, der er katalysator for familiekrisen, er det skildret på en måde, hvor Agnete ligeså godt kunne have købt en Porsche som plaster på en tabt ungdom eller impotens. For selvom man skal kunne leve som sit sande jeg, bliver det aldrig nemt for børn, når deres forældre skal realisere sig. På den måde er der, som titlen selv foreskriver, noget slående almindeligt over den abrupte afmontering af kernefamilien.

Rørende skumfeststemning
Så spidsfindigt, som instruktøren leger med seerens hjertestrenge, flås der ved lejlighed også brutalt i tårekanalerne. Ligeså hyggelige de nostalgiske hjemmevideoer er i begyndelsen, bliver Agnete tilskuerperspektiv på sit eget hvidstakittede familieliv mere tydelig, som filmen skrider frem.

Jeg græd som pisket til tonerne af både Aquas skumbadsvåde ’Cartoon Heroes’ og den lidt fladpandede højeskolesang ’Kære Linedanser’, der begge forløser særligt konfliktfyldte familiestunder på henholdsvis en hotelrestaurant på Mallorca og til en konfirmation med borde i hestesko. Hvilket må siges at være en magtdemonstration udi følelsesformidling omgivet af kitsch.

Mikkel Boe Følsgaard i dametøj
Nogle vil måske slå sig på, at instruktør Reymann har valgt skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard til at spille transperson. I den henseende er det muligvis en formildende omstændighed, at historien er hendes egen. Fortællingen fortjener bestemt en chance alligevel.

Følsgaards præstation er hverken banebrydende eller grænseoverskridende, men velafmålt, da far Agnetes person portrætteres nænsomt, så kun hendes dybt tidsvarende og ypperligt tuttenuttede 00’er-garderobe skriger til himlen. Da det helt og holdent er Emma-karakterens film, får Følsgaard mest lov til at glimre i baggrunden. Barneskuespilleren Kaya Toft Loholt på 12 år er nemlig filmens mest lysende stjerne. Hun vil bare gerne spille fodbold og have at alt var som før. Hun er bange for at miste sin far, men at det er fordi, han skifter køn virker i sidste ende ikke så vigtigt.