Instruktøren bag den dragende debut “Vinterbrødre” sender atter en funklende stjerne afsted til filmhimlen.

”Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs”. Det er en rammende beskrivelse af den situation Ingimundur, en pensioneret politichef (Ingvar Sigurdsson) er i nu, hvor han har mistet sin kone. Uden nogen form for advarsel kører hendes bil ud over en skrænt i den rå islandske natur, som filmen udspiller sig i. Kun når han er sammen med sit barnebarn Salka (Ída Mekkín Hlynsdóttir), kan han slippe fri af ensomhedens paralyserende åg. Han holder sig gående ved at bygge et hus til Salkas mor og far. Sorgen har resulteret i, at han nærmest kun er en skal.

Man føres ind i en slumrende tilstand
Billederne er dvælende og betragtende. Man skal som tilskuer være opmærksom, for her bliver intet serveret. Det er befriende på flere planer. Man får tid og mulighed til at udvikle de følelser og stemninger, fortællingen fremkalder i en. Der er rum til at få alle detaljerne med i det blændende skuespil. Man keder sig en smule en gang imellem, men det passer så udmærket med, at man følger Ingimundurs daglige trummerum, som oftest er triviel. Filmen liver dog op igennem den visuelle del, der består af smukke, minimalistiske billeder, som man næsten bliver suget ind i.

Derudover bringer langsomheden en ind i en slumrende tilstand. Man bliver indhyllet i de underskønne dvælende billeder, som forstærker den sidste del af historien, der indeholder en brutalitet, som er svær at ryste af sig. Dette stilskifte virker på ingen måde påtaget. Det er et logisk følge af historiens udvikling.

Filmen har et lag af finurlig, absurd humor. Hvilket betyder, at den på trods af det hårde tema ikke føles tung. Man kan sige, det tilføjer en let umiddelbarhed. En scene, der illustrerer dette, er da Igimundur viser Salka rundt i huset, han er ved at konstruere. Da de kommer ind i stuen, står der en hest, midt i rummet. Eller da Ingimindur sidder og taler med sin bror (Björn Ingi Hilmarsson) om utroskab, og pludselig kommer Salka ind og spiller et stykke for dem på sit keyboard. Efterfølgende fortæller hun meget voksent om komponisten Schumann, som har skrevet det stykke, hun spillede. Scenen slutter med, at hun og Ingimundurs bror immiterer et værk af Brahms. Man sidder med en følelse af: Hvor kom det lige fra?

Filmen ramte mig som en knytnæve
Ingvar Sigurdsson er perfekt i sin fortolkning af den knugede og tavse Ingimundur. Der er ikke én falsk tone i hans meget præcise og underspillede præstation. Scenerne mellem ham og hans barnebarn føles så naturlige og umiddelbare. De er meget rørende og forfalder aldrig til sentimentalitet.

I fortællingens sidste minutter falder alt på plads, som et puslespil, der endelig er fuldstændigt.

Filmen ramte mig som en knytnæve. Der gik flere minutter, før jeg kunne rejse mig fra biografsædet. Jeg var både rystet og meget bevæget.

Tak til instruktøren Hlynur Pálmason for at skabe denne rene og gribende beretning. Det er en stor glæde, at han har tillid til, at vi tilskuere ikke skal have alt forklaret og fortalt. Det er rart ikke at blive talt ned til, som man desværre så ofte bliver i filmens verden.