I 500 Days Of Summer lever vi sammen med en ung mand gennem en kærlighedsaffære fra den søde forelskelsesbegyndelse til det bitre brud. Manden i ilden hedder Tom. Han fortaber sig i den lifligt charmerende pige fra kontoret, Summer. Efter en lang demonstration af kiksede og kære scoretricks, vinder Tom endelig den kvinde, han i begyndelsen betragtede som uopnåelig. Men hvor ender det, når de to parter ikke har den samme tilgang til kærlighed og forhold? For det ender, det ser man fra starten af filmen, som hele vejen igennem er krydsklippet mellem fortid, nutid og fremtid. Man er altså dejligt fri for at spekulere på om affæren slutter eller ej, og kan koncentrere sig om det langt mere interessante hvorfor.
Filmen spoler virtuost frem og tilbage i handlingen fra dag 1 til dag nummer 500. Det er altså spændignskurvefri zone, og det er skønt. Man har hele tiden et helhedsbillede af forløbet, hvor hændelserne belyser sig selv – med sig selv. Det er virkningsfuldt. Spændingen består i de kontraster, der bliver tydelige som lykkelige og ulykkelige scener står side om side. Det gør dem stærkere og bringer én et lille stykke tættere på at (gen)opleve kærlighedens følelser i virkeligt format.
Scenerne fra tiden, hvor Summer og Tom er sammen er nærmest en ære at være vidne til, jeg selv sad næsten ærbødigt i biografsædet, lykkelig for at få lov til at blive lukket ind i parrets smukke forelskelsesverden. Tænk, at man kan blive så bevæget af at se ens to nye venner gå i IKEA, pjatte en park og holde udsigtstime på en bænk over byen. Men det kan man altså, specielt, når kærligheden ruller sig ud til tonerne af Regina Spektor, Simon and Garfunkel og The Smiths, som fylder soundtracket med følelsesmæt og varm pop.
Man får altså en rigtig rigtig god og vild tur i følelsesrutschebanen, men det er ikke det eneste, denne nye romcom byder på. De ferme hoveder bag 500 Days Of Summer har lidt af en slem legesyge, hvilket er super forfriskende. Man kastes ud i et slaraffenland af virkemidler i ét stort sammensurium af splitscreen, speakerstemme, blyantstegninger og musicalsekvens. Alle disse modige og velplacerede eksperimenter er en kæmpestor force, og de virker så godt og er så naturligt organiske i filmen, at man sagtens kunne have taget det længere ud ad dén tangent.
500 Days Of Summer er en fin og poetisk film, der fortæller en ganske almindelig og fuldstændig vedkommende historie om kærlighed. En bittersød, skæv, lille film – aldeles indtagende og rørende.