I ly af natten sniger juveltyven Nico sig, over tage og ind i soveværelser, som en skygge, for at stjæle smykker og skatte fra de saligt sovende. Sammen med den sorte kat Dino, der lydløst holder øje og opmærksomt holder ham med selskab. Når solen atter står op over Paris vender Dino hjem, til sit andet hjem, og sit andet liv som kæledyr for pigen Zoé. Siden hendes fars død har stemningen i deres lille hjem været præget af tavshed, bogstaveligt talt, savn og misforståelser. Zoés mor, der er politibetjent, arbejder meget, sent og altid; dels for at komme byens ærkeskurk, den Rastapopoulos-lignende Costa til livs, dels med sit tab af Zoés far til selvsamme forbryder. Da Dinos dobbeltliv bliver afsløret befinder den godhjertede og ensomme tyv sig pludselig midt i en dramatisk kidnapning, et nervepirrende opgør og muligheden for at skabe sig et nyt liv.

 

Den franske fotograf Henri Cartier-Bresson sagde engang: ”there’s no new ideas in the world, there is only new arrangements of thing’s”, en umiddelbart kynisk udtalelse, men i denne films tilfælde definerer den bedre end noget andet den handling og de scenerier der bærer filmen. Man kender det hele og har samtidig aldrig set det før; filmens referencer og associationer er mange og vidtstrakte, men forbliver til hver en tid originale.

Titlens brug af ordet ’kat’ er tydeligvis intet tilfælde; blot et par minutter inde i filmen møder vi Nico, der, som en anden John Robie (fra Hitchcocks To Catch a Thief), forcere tegningernes skæve vinkler og kantede rammer. Legesygt og måske bevidst rammes man af følelsen af Vertigo.

 

 

 

Som minutterne skrider frem gribes man gang på gang af tegningerne simple æstetik. Figurerne og scenerierne synes ved første øjekast meget enkle, næsten minimalistiske; en rød bluse er rød, himlen er blå etc., men farverne bedrager, for stregerne er vilde og i evig bevægelse. Som havde nogen sat strøm til et Van Gogh maleri. Personerne er runde og snørklede, kvindernes omrids er bløde, næserne skarpe og Nicos bevægelser svævende, – ej heller Picasso har levet forgæves. Stor kunst får et anerkendelsens nik og en tanke.

 

Serge Besset har komponeret et dramatisk og stemningsfuld soundtrack. Det fanger, men giver begyndelsesvis indtrykket af at være for meget, for stort, -for dramatisk simpelthen. Dette førstehåndsindtrykket bliver dog hurtigt gjort til skamme, for det ender med at komplimentere tegningernes og handlingens enkelhed helt vidunderligt. Musikken bliver ikke blot evigt stemningsangivende, men også Zoés udtryksfulde stemme, i sin mangel på ord.

Tegnefilm har fået en spændende revival i de seneste år. Ikke mindst kombineret med de nye CG-teknikker og animationssucceser. Mange filmkunstnere har taget det til sig som et alternativt udtryk, en ny fantasifuld måde at bryde mediets rammer og grænser på. Flere film rettet mod voksne, ’forklædes’ som børnefilm på denne måde – det er dog ikke tilfældet hér. En Kat i Paris er en børnefilm, i bedste forstand, og hvilken fryd. Sjældent er en børnefilm blevet så originalt iscenesat. Den kunstneriske udførelse stråler og fortællingen kommer uden tvivl fortalt lige fra hjertet.

 

En Kat i Paris bliver vist med udemærkede danske stemmer og er den første film i et nyt børnefilmskoncept der skal give oversete og/eller udenlandske børnefilm en mulighed for at blive set i mørket på det store lærred og ikke bare udkomme på dvd og være overladt til tilfældighederne. Det fremragende initiativ, ved navn Rabalder Bio, fortsætter året ud med endnu to prisvindende film.

Af Sandra Holm