Efter utallige ture på tegnebrættet er det nu endelig lykkedes, at filmatisere den i sig selv gribende beretning om livlægen Struensee og dronning Caroline Mathilde – og resultatet er på mange måder blændende.

En kongelig affære er historien om en forbudt kærlighed i oplysningstidens spæde år, da de københavnske gader stadig lugtede af møg og tortur var tilladt. I de royale gemakker udspiller sig et dramatisk trekantsdrama, da oplysningsmanden og livlægen Johann Struensee indleder et passioneret (om end knap så synligt i denne film) og hemmeligt forholdt til dronning Caroline Mathilde. Struensee er tilsyneladende den eneste, der kan håndtere den småsindsyge Kong Christian VII, og de to opbygger samtidig et nært forhold. Med gode intentioner udnytter Struensee sin position og går med sine få ligesindede ind i kampen om at skabe frihed til folket.

Den mere eller mindre sande historie gør allerede her filmen til en utrolig vedkommende og medrivende oplevelse for os som danskere. Filmen er en overordentlig storfilmsproduktion, der vidner om, at toppen af poppen indenfor den danske filmverdenen har været på projektet, og hele molevitten har da også været budgetteret med 47,7 mio. kr. Heldigvis er den overdådige og gennemførte scenografi en så stor force for filmens troværdighed, at man kun kan være taknemmelig over, at man ikke har benyttet sig af nogle lappeløsninger. Filmen er uden tvivl en visuel fryd, der bærer præg af de rutinerede fotografer bag. Manuskriptet indeholder mange små og fine overraskelser. Instruktør Nikolaj Arcel har samtidig ladet skuespillerne tale nutidigt dansk, frem for at fremtvinge et kunstigt forsøg på datidens sprogbrug. Og det fungerer egentlig ganske glimrende, da filmen hermed gør sig meget mere identificerbar og folkelig.

Filmen er allerede velfortjent blevet hædret med to Sølvbjørne i Berlin. Den ene gik til det nye stortalent Mikkel Boe Følsgaard for hans rolle som Christian VII, som en en af filmens absolutte højdepunkter. Han overstråler sine medaktører Mads Mikkelsen og den også knap så kendte Alicia Vikander, i sin fortolkning af den bindegale og tossede konge, der lever i en verden udenfor vores forståelse. Han leverer rollen gennemført ved hverken at over- eller underspille og er samtidig usandsynligt underholdende. Den komiske timing rammer plet uden at blive for plat eller gøgleragtig, når han for eksempel ’erklærer krig imod lort’ eller kommer med andre mærkværdige udbrud. Generelt er skuespillet fint over hele linjen i En kongelig affære, men desværre skuffer den manglende kemi imellem Struensee og Caroline Mathilde. Deres kærlighed kommer til at virke en smule påtaget, men man vælger dog som tilskuer at tro på den. Mads Mikkelsen er ellers en evig habil skuespiller, men hans følelsesmæssige udtryk bliver af en eller anden grund lidt for stonefaced, når han skal udtrykke forelskelse. Til gengæld gør det, at Struensees (måske i virkeligheden større) passion for oplysningstidens tanker og idéer kommer til at stå langt stærkere i fokus, hvilket forhåbentlig har været instruktørens hensigt. Den unge, svenske skuespiller, Alicia Vikander, er til forskel fra den oprindelige dronning Caroline Mathilde, utrolig yndig og fin. Det er uden tvivl det eneste rigtige at lade hende have en accent, men i filmen bliver det dog ind imellem et problem, når man har en bare nogenlunde middelmådig hørelse og nogle af hendes ord forsumper i mumlen. Det er utrolig ærgerligt, at man ikke bare har bidt det i sig og valgt at tekste hende.

En kongelig affære er dog en film, der sidder i dig længe efter, du har forladt biografsalen, og som med tilbagevendede kraft giver dig et sug i maven bare ved tanken om den. En film, der gør sig allerbedst i biografen på det største lærred, du kan komme i nærheden af.

Af Thea Hviid Ødbehr