Et blåt hav af visuelle effekter.

I en småeventyrlig lejlighed i Paris bor den velhavende ungkarl og opfinder Colin (Romain Duris) med sin kok, advokat og guru Nicolas spillet af Omar Sy fra De Urørlige. Da Colins bedste ven Chick (Gad Elmaleh) beretter om glæden ved at have mødt en pige, beslutter Colin sig for, at han også vil forelske sig. Til en fest kort efter møder han Chloé spillet af Audrey Tautou. De danser og taler, og inden længe er det Colin og Chloé og ikke så meget andet.

Forelskelsen ender i frieri med et ekstravagant undervandsbryllup til følge. Colin og Chloé tager bogstavelig talt springet. Allerede på bryllupsnatten bliver Chloé syg, idet en åkande har sat sig – og vokser nu – i hendes højre lunge. Da Colin hører om sygdommen, ser vi væggene presse sig sammen om ham. Ideen er fin, men her, såvel som i bryllupsscenen, bliver det en smule tykt, når underteksten forklares i det billedlige.

Chloé skal omgives af friske blomster for at holdes i live, og Colin må tage en række absurde jobs for at kunne betale behandlingen. På et tidspunkt producerer han våben med varmen fra sin krop. Det er tydeligt at målet helliger midlerne.

Michel Gondry er mest kendt for Evigt Solskin I Et Pletfrit Sind fra 2004 samt en lang række musikvideoer og reklamer for kommercielle giganter som Nike og Heineken. En Nuance Af Blå er den nu tredje filmatisering af Boris Vians L’écume des Jours og er formentlig Gondrys største visuelle udfordring til dato. I forlængelse heraf vil en oplagt sten i skoen på Gondry være tesen om, at enkelte bøger har et univers så magisk at enhver filmatisering vil falde til jorden. Alligevel er Gondry tro mod Boris Vians magiske Paris fra 1947, og det resulterer i en imponerende billedside der bestemt er en af årets mest mindeværdige.

Desværre gavner de eventyrlige billeder ofte ikke handlingen, og det bliver et problem når Gondry fortæller en historie på over to timer. I mange sammenhænge eksisterer de flotte billeder alene for de flotte billeders skyld.

I og med det visuelle bliver altdominerende, lider både karakterudfoldelsen og handlingen. Omar Sy og Gad Elmalehs karakterer viser flere dimensioner, men de ender begge, i selskab med Roman Duris og Audrey Tautou, som biroller til filmens egentlige hovedrolle, der allerede fra starten er det magisk realistiske univers.
Man husker scenerne, hvor den hjælpeløse Colin vil gøre alt for at redde den pige han elsker. Det er her, i kærlighedshistorien isoleret, at spillet og kemien mellem Duris og Tautou er eminent. Når forelskelsen blomstrer i Paris’ gader, til tonerne af Duke Ellington, ser vi det potentiale En Nuance Af Blå har, men som hverken Gondry, produktionen eller skuespillet formår at udfolde.

Colins velhavende og ubekymrede tilværelse er udskiftet med den slags forelskelse og kærlighed, der kun eksisterer i kunstens verden. I filmens måske stærkeste scene ligger Chloé og Colin i sengen. Colin er blankt afvisende, da Chloé spørger, om han har fortrudt ægteskabet, nu hvor de sammen stirrer døden i øjnene. Her forenes skyld og tilgivelse, og kortvarigt introduceres de temaer der burde være filmens hovedfokus.

Duris og Tautou er overbevisende. Forelskelsen og den angstprovokerende frygt for at miste er troværdig, men desværre for filmen og dens potentiale drukner både kærligheden, karaktererne og historien i et stort blåt hav af visuelle effekter.