To huskeregler om præsidentskab i en fransk eks-koloni: 1) husk at holde militæret på din side, 2) husk at Frankrig stadig kan finde ud af at spille kolonimagt!

De fleste danskere forbinder givetvis Madagaskar med Dreamworks-filmen af samme navn fra 2005. De færreste ved at øen er på størrelse med Frankrig og tæller 23 millioner indbyggere, og at landet i 2009 oplevede et voldsomt militærkup, som sendte den demokratisk valgte præsident i eksil.

Sidstnævnte er temaet for Lotte Mik-Meyers dokumentarfilm, hvori hun på tæt hold følger den kuppede præsident Marc Ravalomanana og hans forsøg på at vende tilbage til sit hjemland og sit folk.

En succeshistorie
Det kører godt for den madagaskiske Marc Ravalomanana i starten af 00’erne. Efter at have kæmpet sig op fra samfundets bund sammen med hans hustru, har han bygget sig et forretningsimperium i fødevareindustrien for derefter at blive valgt som præsident.

Trods manglende politisk erfaring bliver han hurtigt populær blandt befolkningen takket være hans sans for økonomisk udvikling af hjemlandet. Velstand såvel som livskvalitet stiger for hans landsmænd. For første gang er Madagaskar for alvor trådt ind på den internationale scene via. Ravalomananas samarbejde med de internationale institutioner og reformer af landet. Befolkningen er glade for deres flittige præsident.

Nu gik det jo lige så godt…
Filmen knækker dog i 2009, hvor Ravalomanana bliver afsat i et militærkup og sendt i eksil i Sydafrika sammen med sin familie. Manden bag kuppet hedder Andry Rajoelina – en konkurrerende forretningsmand/radio DJ, der ligner en forvokset konfirmand i fars jakkesæt. Efter at have ført mangeårige politiske kampagner mod præsidenten bliver han gode venner med nogle bøller i militæret, og en skønne dag giver de præsidenten sparket.

Årsagen til kuppet skal sandsynligvis findes i at Ravalomanana var notorisk dårlig til at give militæret særbehandling. Ej heller at pleje den lokale økonomiske elite, og nå ja, så var der vist noget med Frankrig…

Return of El Presidente
Lotte Mik-Meyer har i fem år haft eksklusiv adgang til Ravalomanana-familien og dens særlige rådgiver i deres forsøg på at orkestrere international modstand mod kup-regeringen i Madagaskar. Ligeledes gøre det muligt for Marc Ravalomanana, den retmæssige præsident, at vende tilbage til sit hjemland. Det er er der kommet et spændende portræt ud af.

Ravalomanana selv fremstår som en sympatisk og nidkær landsfader, der blot forsøger at vende tilbage og tjene hans folk. Hvor meget af det der er spil for galleriet er svært at sige, men at befolkningen lider under kupmagernes greb om landet og ønsker sig deres demokratiske valgte præsident tilbage kan der næppe herske tvivl om.

Vi får i filmen indblik i den svære diplomatiske proces, hvor såvel præsidentens egen naivitet som stærke internationale kræfter gentagende gange bliver ved med at spænde ben for en løsning af konflikten, der kan sikre præsidents tilbagevenden. En konflikt der virker overraskende underbelyst af vestlige medier taget i betragtning af, af der var tale om et kup i et fungerende demokrati snarere end en bananrepublik.

En umiskendelig lugt af hvidløg
Den mest interessante betragtning filmen bringer op er om Frankrigs fortsatte koloniherredømme over sine tidligere kolonier. Det er svært ikke at tro på disse beskyldninger når man ser kuplederen Andry Rajoelina tage på officielt besøg i Frankrig, alt imens en demokratisk valgt præsident i eksil kæmper for retten til sin tilbagevenden uden den mindste franske interesse. Eller når man bliver præsenteret for kupmagernes særbehandling af franske finansielle interesser fremfor præsidentens liberale økonomiske politik, der åbnede landet op for handel med resten af verden.

Filmen er både teknisk og visuelt ret anonym, men det ændrer ikke ved, at Lotte Mik-Meyer har begået en spændende dokumentar om en underbelyst politisk rævekage (fransk løgtærte?)