Størst af alt er kærligheden. Dokumentaren ”Marianne and Leonard – Words of Love” fortæller historien om Leonard Cohen og hans muse Marianne Ihlen.

I 2016 døde Leonard Cohen af leukæmi. Kun få måneder tidligere, udåndede hans livslange muse Marianne Ihlens, 86 år gammel. Hun inspirerede ham blandt andet til at skrive de lyriske mesterværker ”So long Marianne” og ”Bird on the Wire”. Instruktøren Nick Broomfied blev så fascineret af de to menneskers kærlighed til hinanden, at han nu har skabt en smuk og bevægende film om den.

Musens åg
Filmen pendler imellem fire spor: Marianne og Leonards kærlighedshistorie, Leonard Cohens karriere, Marianne Ihlens historie og til sidst instruktørens egen personlige relation til Marianne. Denne form er formodentligt valgt for at skabe en dynamisk og levende beretning. For sådan var Leonard Cohens og Marianne relation også. Selvom de det meste af deres tilværelse ikke var i et egentlig forhold, var de forsat en del af hinandens verden.
Fra de fire spor udspringer mange emner, for eksempel: kærlighedens væsen, tressernes farlige frihed, berømmelsens karakter og farer, musens rolle og hårde åg.

Instruktørens personlige rolle i filmen
Nick Broomfield var tyve år, da han mødte Marianne. Han skulle egentlig læse jura, men hun opmuntrede ham til at forfølge en kunstnerisk løbebane. Instruktørens eget personlige indslag har en væsentligt mindre plads i historien. Han træder i baggrunden, så de to protagonister kan skinne.

En andet vigtig komponent i beretningen er den græske ø Hydra, hvor Marianne og Leonard mødte hinanden i starten af tresserne. Stedet skildres igennem paradisiske optagelser og beskrives som et fristed for kunstnere og mennesker, der generelt ønskede at bryde med samfundets konformitet. De to hovedpersoner levede sammen i flere år på dette helle. At de endeligt gik fra hinanden, forklares primært med Leonards flygtige natur. Han var altid på vej mod noget andet og havde svært ved at binde sig til en kvinde ad gangen.

Instruktørens beundring af Leonard og Marianne er meget ægte og smittende. Der tegnes dog ikke et glansbillede af de to. De skildres som virkelige mennesker. Historien består af udtalelser og interviews med de to protagonister og med de mennesker, der var en del af deres sfære. De perioder, filmen beskæftiger sig med, er så veldokumenterede og smukke, at det næsten virker som fiktion.

Privat uden at være snagende
Igennem filmen kommer man helt ind i personernes private rum. Men det bliver aldrig sensationssøgende. Instruktørens ærinde er at finde frem til, hvad der gjorde dem til så unikke skabninger.

Der fortælles generelt i et hurtigt tempo. Filmen ønsker at dække meget materiale og har ofte for travlt. Det ville have føltes endnu stærkere, hvis man havde valgt fra i stedet for at vælge til.

I en af de sidste scener, ligger Marianne i en sygeseng på hospitalet. Her får hun læst et brev op fra Leonard:

”Well Marianne, it’s come to this time, when we are really so old and our bodies are falling apart and I think that I will follow you very soon. Know that I am so close behind you that if you stretch  out your hand, I think you can reach mine […] Goodbye old friend. Endless love, see you down the road”.

Denne scene skaber en dybt rørende afrunding på beretningen om Leonard og Marianne. En film, der føles som en gave, man ikke havde forventet at modtage. Det er nok den tætteste beskrivelse, jeg kan komme på min oplevelse af dette næsten mesterværk.