En to tresomt

Lettere haltende komediedrama fra ‘Far til fire’-instruktøren Claus Bjerre

Fra familie til ungdom
Med sin nyeste film ’En to tresomt’, tager instruktør Claus Bjerre et stort skridt væk fra sine tidligere film om den kække danske darling Lille Per. Filmen er optaget på en smalt budget manuskriptet udviklet i tæt samarbejde i mellem skuespillerne og Claus Bjerre selv, meget af dialogen er improviseret og plottet udviklet efterhånden som optagelserne fandt sted.

Rundekærester
I en lille lejlighed på Nørrebro, møder vi det unge kærestepar Siff (Siff Gyllenborg Lundgreen) og Lucas (Lucas Alexander), der netop er flyttet ind i deres nye lejlighed. Siff’s grådkvalte veninde Maria (Maria Cordsen) dukker uanmeldt op efter at hun har forladt sin kæreste og får lov til at blive lidt i lejligheden til hun finder noget et nyt sted at bo. Lucas og Maria kan dog ikke holde fingrene fra hinanden, hvorefter den sexologstuderende Siff foreslår at de to veninder simpelthen må prøve at dele Lucas, når nu de begge er forelskede i ham. Som det er med kærlighed er den svær at dele, også selvom man er åbenhjertet og polyamorøs, og også i ’En to tresomt’ bliver det i længden hårdt for de tre at leve og elske sammen.

Hvor er passionen?
Det er tydeligt at skuespillerne i ’En to tresomt’, er uprøvede i spillefilmssammenhæng og at manuskriptet ikke har været gennemarbejdet før optagelserne. Flere scener skriger simpelthen efter større følelser fra karakterernes side, end både skuespillerne og manuskriptet vælger at levere. Mest iøjnefaldende, scenen hvor Siff ”tilgiver” sin veninde for utroskab på 30 sekunder, Lucas’ mangel på anger og Marias mangel på samme. Filmen indeholder også interviewscener med de tre hovedpersoner, hvor deres følelser og tanker omkring det polyamorøseforhold forklares til publikum. Selvom det umiddelbart virker som et kærkomment indslag, giver det dog ikke filmen meget, da det sagte fremstår forholdsvist klart og tydeligt i karakterernes handlinger i den egentlige film.

Uforløst potentiale
’En to tresomt’ er dog alligevel et lille frisk pust, med gode scener som planlægning af ”kalenderdelingen” af Lucas og de overbevisende sexscener (gud hvor er det befriende at se egentlig ægte nøgne kvinder i en film). Filmen er underholdende og frembringer ofte smil på læben, men den savner simpelthen større følelser og mere kærlighedsdrama. ’En to tresomt’ har som fortælling et stort potentiale, desværre kommer den aldrig op på det niveau den burde.