Apichatpong Weerasethakuls Oscarnominerede, metafysiske meditationsværk ’Memoria’ bæres vævende frem af Jessicas (Tilda Swinton) søgen, efter hvad det er for en lyd hun, og tilsyneladende ingen andre, kan høre og dvæler ved hvert et øjeblik af overrumplende skønhed undervejs.
I en bjerglandsby i Colombia har Jessica konsultation med en læge. Efter gentagende gange at have hørt øredøvende brag er hun begyndt at tro hun mister forstanden. Ingen hun taler med, kan nemlig høre dem. Lægen tror det kan skyldes hallucinationer fremtvunget af de tynde luftlag i bjergene, og er skeptisk overfor Jessicas forslag om at udskrive Xanax. Hun siger at Jessica vil miste sin empati hvis hun tager de vanedannende piller. Jessica vil ikke være i stand til at opleve verdens skønhed og tristhed.
Hvis det er sandt, har ’Memoria’s thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul aldrig taget Xanax. Snarere det modsatte. Verdens mange indtryk antager kalejdoskopiske effekter når de filtreres igennem hans altid rolige linse. Ikke alene får de menneskelige karakterer yderst følsom opmærksomhed af kameraet der gang på gang fremviser mennesker der i stilhed absorberer de lyd- og billedlige indtryk de får. Selv en mennesketom parkeringsplads skudt i én enkelt indstilling, i hvad der må være flere minutter, har et overrumplende drama i sig.
Erindringens Forunderlighed
Disse episodiske, langtrukne og ofte musestille scener udgør en stor del af filmen, følelses- som tidsmæssigt. Effekten er dog aldrig i konflikt med filmens logik. Den behandler ikke blot minder og hukommelse som indhold, men selve formen imiterer erindringernes måde at blive vakt til live og hoppe mellem tid og sted ved sanselig eller intellektuel påvirkning.
Selve det emne og den opmærksomme, langsomme æstetik skriver ’Memoria’ ind i et univers der minder om det vindunderlige mesterværk Weerasethakul begik med Palme d’Or prisvinderen ’Uncle Boonmee Who Can Remember His Past Lives’ fra 2010. Heri bliver Boonmee besøgt af både afdøde og komplet fysisk forandrede familiemedlemmer. Den døende Boonmee kan næsten ingenting spise og skal have hjælp til at lade vand gennem et rør på grund af hans nyresygdom. Til gengæld kan han frit relatere til de væsner der omgiver ham.
De indre og ydre verdners tyrannier
På samme vis slæber Jessica rundt på hæmmende tasker og jakker der konstant er akavede og i vejen, samtidig med at hun hurtigt knytter dybe bånd til de mennesker hun opsøger for at hjælpe hende forstå den lyd hun hører. At materialisere hvad man har inden i, at relatere det til et medmenneske, er en helt central udfordring for Jessica. At have en oplevelse der ikke kan forstås af andre, er en katalysator for det evige problem om hvorvidt mennesker overhovedet kan forstå hinanden. På den ene side leves det fysiske materielle liv og på den anden side det indre liv i mindernes jungle, der definerer os på utalige måder. Som en brite i Colombia konverserer de på en blanding af spansk og engelsk hvilket resulterer i en famlen efter ord der spejler den overordnede udfordring i at kommunikere sit indre.
Hos Weerasethakul opstår forståelsen intuitivt igennem delvist stilhed eller musik der lagrer sig dybt i karaktererne. Dette kræver troværdige, følsomme præstationer af skuespillerne, hvilket de leverer, ikke mindst Tilda Swinton som den følelsesmæssigt tyndslidte Jessica.
Bange Colombianske anelser
På trods af Jessicas vidunderlige evne til at fortabe sig i skønhed overbeviser hun lægen til at udskrive hende det bedøvende Xanax-medikament for kort tid efter at møde et andet følsomt væsen der har valgt at censurere sine indtryk. Den mystiske Hernan (Elkin Díaz), som er navnebror til en charmerende og hjælpsom lydtekniker fra filmens begyndelse (Juan Pablo Urrego), forlader ikke sin landsby da han kan huske alt og ikke vil have oplevelser der forstyrrer hans hukommelse. Ved dette møde anes de voldsomme minder der gemmer sig under overfladen i Colombia men sekvensen, der bliver alt for lang, formår ikke at bevare den naturlige, rolige tagen indenbords af oplevelser der er Weerasethakuls største styrke.
