‘A Tale of Three Sisters’ gav mig lyst til at rejse rundt mellem Anatoliens bjerglandsbyer. Meget andet gjorde den ikke.

Digteren Edith Södergran har engang skrevet: “Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund.” Hvis det er sandt, kan man leve længe på den tyrkiske filmskaber Emin Alpers tredje spillefilm, dramaet ‘A Tale of Three Sisters’.

Med afdæmpet, malerisk sanselighed formår fotografen Emre Erkmen at indfange den særegne skønhed, der hersker i og omkring en landsby i det centrale Anatolien: Poplernes og fåreflokkenes klare penselstrøg mod bjergenes sneklædte skråninger, stenhusenes arrede indervægge som lyses op af knitrende kaminer, regnen mod ruden, bålene i natten.

I lyset af disse bjergtagende billeder er det himmelråbende ærgerligt, at filmens hovedhistorie er tung som en murstensroman med alt for meget kedelig dialog.

Endeløse ordgyderier
Efter at være blevet fyret som tjenestepiger hos hver deres såkaldte plejefamilie vender Havva (Helin Kandemir) og Nurhan (Ece Yüksel) tilbage til bjerglandsbyen, hvor deres far (Müfit Kayacan) og storesøster Reyhan (Cemre Ebuzziya) bor.

Da den aldrende far ikke kan forsørge sine døtre, forsøger han med næb og raki at overtale den rige hr. Necati (Kubilay Tunçer) til at ansætte sin yngste datter, Havva, som tjenestepige. Det viser sig at være en svær mission, for hr. Necati har allerede haft de to ældste døtre ansat i sit hjem – og begge endte med at blive afskediget.

Imens faren og hr. Necati taler og taler og taler omkring et bål, begynder de to ældste søstre at skændes og skændes og skændes omkring en kamin, i ét langt væk. Nej, det er ikke ligefrem spændende at være vidne til.

Da filmen behandler en række vigtige sociale problemer – kvindeundertrykkelse, klasseskel, forholdet mellem land og by – er det så meget des mere en skam, at hovedhistorien forekommer så stillestående.

Dialogens væsen
Den tyrkiske auteur Nuri Bilge Ceylan (der blandt andet har skrevet og instrueret Guldpalmevinderen ‘Vintersøvn’ fra 2014) har sagt noget interessant om dét, han kalder dialogens væsen. Ifølge Ceylan har dialogen sin egen underlige logik i den såkaldt virkelige verden; når den ene spørger i vest, svarer den anden ofte i sydøst – uden at det synes at forstyrre den fælles samtale.

Ceylans paradoksale pointe er, at dialog på film først virker naturlig, når karaktererne synes at vrøvle – når ordene dækker over karakterernes egentlige ønsker. “Sandheden findes i det skjulte”, som Ceylan lapidarisk formulerer det.

Jeg kom ikke kun til at tænke på Ceylan, fordi størstedelen af dialogen i ‘A Tale of Three Sisters’ på én gang forekommer litterær og overfortalt, men også fordi der gemmer sig en medrivende sidehistorie i filmen, som stiller flere spørgsmål, end den besvarer.

Sidehistoriens ulidelige lethed
Den handler om Reyhan og hr. Necati. Med dramatisk elegance antydes det, at hr. Necati gjorde Reyhan gravid, imens hun arbejdede i hans hjem som tjenestepige. Det er altså muligvis hans skyld, at Reyhan blev afskediget.

Når Reyhan taler om barnets far, “én af de lokale fyre”, virker det mest af alt som om, hun dækker over en afgrundsdyb hemmelighed; og hver eneste gang hr. Necati og Reyhan får øjenkontakt, befinder de sig i hvert sit rum – i hvert sit billede. Ikke ét ord udveksles; hele filmen igennem er de adskilte. Sådan. Det er filmsproglig fortællekunst, når det er bedst. Desværre fylder Reyhans og hr. Necatis fortælling forsvindende lidt i filmen som helhed.

Alt i alt er billedsiden i ‘A Tale of Three Sisters’ lige så stærk som hovedhistorien er svag; en hovedhistorie som ikke synes at følge ethvert vellykket dramas første bud:

Uden spænding lever biografgængeren ikke en time.

‘A Tale of Three Sisters’ har, som månedens film i Cinemateket, danmarkspremiere den 5. marts. Den havde verdenspremiere på Berlinalen i 2019.