Trods en inderlig, indrømmet til tider overnostalgisk, svaghed for film der uden tvivl er fiktive, vækkes min forundring og nysgerrighed gang på gang i disse tider over alle de kreative og alternative håndteringer af mediet. End of Watch er en spændende distraktion, og har mere på hjerte end hvad øjet umiddelbart ser.

Amerika er stolte af deres militær, stolte af deres brandmænd og stolte af deres politi. Helte findes i alle afskygninger, hvad enten det er superhelte, anti-helte eller hverdagshelte. Og deres heroiske handlinger og gerninger er et lige så grundlæggende, samfundsdikterende og kulturformidlende koncept som janteloven er her hjemme. Mere eller mindre ubevidst udspilles det samme dramaturgiske forløb igen og igen, og både bekræfter og forstærker den verden vi ser omkring os. Amerika, det er heltenes land. Og med denne dramaturgi følger et kodeks.

 I slutningen af det 18. årh. skrev Immanuel Kant, efter at have tænkt over det i 12 år; ”Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.” i dag omtaler vi denne tanke som ’mål og middel’ – det gør den ikke mindre genial, blot lettere at overføre til eksempelvis, et filmmanuskript.

Målet med David Ayers nyeste film, End of Watch, er at skildre livet, hverdagen, i medgang og modgang set med politiets øjne. Hvilket vi gør, meget bogstaveligt. De unge, ivrige, dumdristige, drengerøvs politibetjente Brian Taylor (Jake Gyllenhaal) og Mike Zavala (Michael Pena) udgør ikke blot det perfekte team, i arbejdssammenhænge, men er bundet sammen af et blodsstærkt venskab. Hverken slagsmål eller knivstik, narkobaroner, menneskesmuglere, børnemishandlere, ildebrande eller papirarbejde skræmmer dem, så længe de er sammen. Og når vagten afsluttes tager de hjem. Til freden og kærligheden, og det begyndende familieliv. Dermed er den genkendelige ramme, der legitimere deres verden og færden sat, uden større opfindsomhed.

Midlet, den filmiske side, er derimod langt mere originalt. Taylors påstand om et skoleprojekt bliver fra filmen første scener, forklaringen på dét håndholdt og de to små kameraer de fastgør på deres uniformer, og som bliver vores øjne filmen igennem. Det dokumentariske look gør, uden tvivl, sit til at de kronisk filmede episoder i drengenes liv opleves som brudstykker fra en dagbog. Det fungerer ufortrødent. Og så overbevisende, at det går ubemærket hen, når illusionen brydes og den alvidende fortæller, som klipperen nu engang er, og et almindeligt kamera fra tid til anden bærer fortællingen.

Med et ædelt mål og et nyskabende middel har Ayer skabt en stærk film. Mere ubehagelig og heroisk end den ”just another day at the office.”-film han måske ønskede at skabe, men det er også en ganske anden slags helt Ayer vil vise os. Nemlig den elskende helt. Og det gør han, med sin ikke blot ubetingede respekt, men særdeles oprigtige forståelse for loyalitet og venskab. Og helte med hjertet på det rette sted har nu engang altid været min største svaghed.

af Sandra Holm