Ninjaskildpadderne har i flere årtier længtes efter en film, der kunne finde tegneseriens balance mellem mørke og lys, sjov og alvor. Selvom det er en historie, man har set før, ser fremtiden omsider grøn ud igen for den ikoniske serie.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA-strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne tv-serie ikke eksistere.

Idéen om muterede skildpadder med ninja-evner og teenageproblemer har altid været absurd, men var så gennemført et koncept, at det hurtigt blev til en verdensomspændende franchise. De fleste drenge har nok vokset op med at skulle finde en favorit blandt Donatello, Michelangelo, Raphael og Leonardo. Hver skildpadde har sin unikke personlighed, våben og farve, men det vigtigste har altid været at arbejde sammen om at redde verden fra onde forbrydere og fejre sejrene med pizza i brødrekærligt selskab.

I al sin enkelthed er konceptet genialt og har forståeligt nok solgt tonsvis af legetøj og dvd’er til børn og unge. Alligevel har det altid været svært for skildpadderne at få en vellykket filmatisering. Det er ofte kompliceret at oversætte tv-serier til spillefilm, men det største problem for Teenage Mutant Ninja Turtles universet har altid været at finde balancen mellem sjov og alvor.

Fortidens mørke

Ninjapadderne stammer fra en mørk og dyster tegneserie med en vis selvironi fra start 80’erne, men blev verdenskendte for den børnevenlige tegnefilmsserie fra slut 80’erne. Den anden serie fra 00’erne havde de originale tegneserieskabere som co-producenter, hvilket resulterede i en mere dyster serie. Jeg voksede op med 00’er padderne og ja, de er langt sejere end de kiksede 80’er padder. De lytter til rap rock og når de bliver overrasket, siger de ”Skjold da kæft, man!”. Tro det eller ej, det var virkelig sejt i start 00’erne. Men da filmatiseringen ”TMNT” udkom i 2007, var det ikke længere sejt, men prøvede for hårdt på at være dystert, hvilket ledte til en overraskende humørforladt film med for meget alvorssnak.

I løbet af 10’erne forsøgte Michael Bay sågar at filmatisere padderne i et miks af en børnevenlig actionfest, Megan Fox eye-candy for teenagere og katastrofefilm for dem, der åbenbart aldrig bliver trætte af at se bygninger eksplodere. Det endte heller ikke med at være vellykket. Nok mest fordi hverken Bay, eller nogen anden filminstruktør, har forstået, at uden den drengede sprælskhed og uhøjtidelighed, som altid har været kernen i Turtles-universet, ender filmatiseringerne med at ligne alle andre actionfilm for teenagere. Kun den første live-action film fra 1990, hvor padderne går rundt i fjollede kostumer, har været tættest på at forstå universets charme.

Nu står Seth Rogen ved roret for den nyeste film om muterede skildpadder. Han beskriver sig selv som en ”livslang” fan af tegneserierne, og føler, at der har været manglende fokus på ”Teenage” delen i filmatiseringerne. Rogens fokus på at skabe en coming-of-age historie skjult i en actionpræget film har skabt en fin balance mellem humor og alvor, og med en animationsstilart inspireret fra tegneserierne føler man endelig, at der er lavet en film af Turtles-fans for Turtles-fans.

Fremtidens grønne lys

I de tidligere film har historierne primært handlet om, at padderne skal sætte en stopper for en ond superskurk og redde dagen, ligesom superhelte. Denne handling går igen her, men først og fremmest ønsker de unge skildpadder at blive integreret i New Yorks samfund og gå på high school. Deres mentor og faderskikkelse, den muterede rotte Master Splinter, har mistet troen på menneskeheden efter en traumatisk oplevelse, og vil derfor ikke have padderne udenfor kloakkerne. Men padderne har vokset op med nutidens teknologi, og har derfor set, hørt og spillet alt, hvad de jævnaldrende også har. Derfor er de trætte af at leve i skjul, og et møde med journalist April O’Neil giver dem en ny tro på, at menneskeheden ikke er så fordomsfuld, som den var engang.

Historien er ikke ligefrem fyldt med overraskelser, men spiller det for det meste sikkert. Så selvfølgelig får Master Splinter også at se, at mennesker ikke er så slemme, som han troede. Heldigvis er den forudsigelige historie ikke særligt afgørende for helhedsoplevelsen. Den er fyldt med sprælske actionsekvenser og uhøjtideligt drengehumor, samt referencer til dengang far og mor var børn. Det skaber i sidste ende en gennemført familiefilm, som giver gode grin og en tilfredsstillende tiltro til, at vi kan skabe en bedre fremtid sammen, hvis vi bare forsøger at forstå hinanden.

Teenage Mutant Ninja Turtles Mutant Mayhem er forhåbentlig starten på en mere storslået fortælling. Så om end du er fan af serien fra 80’erne eller 00’erne, så tag endelig i biografen og nyd gensynet af den drengede sprælskhed og ”Turtle Power”.