Ubehageligt uforbeholden – som et voldtægtsdrama bør være.

Marilyn Monroe er iført sin ikoniske hvide kjole. Hun står på stranden med ryggen til det brusende hav. Dag og nat skuer hun ud over en lille, kinesisk kystby ved navn Binhai. Et lag af graffiti og påklistrede plakater dækker efterhånden hendes ankler, som var hun ikke andet end en reklamesøjle, og en teenager tager et billede med sin smartphone af hendes blottede trusser under den vindblæste skørt.

Dette er beskrivelsen af en 20 meter høj skulptur, som kameraet løbende vender tilbage til i kinesiske ’Engle går i hvidt’. Monroe er blot et objekt, der ikke selv må styre, hvordan andre bruger og betragter hendes krop. Undervejs i Vivian Qus benhårde realismedrama understreges det imidlertid gang på gang, at det ikke forholder sig meget anderledes for en stor kvindeskare i Kina – og uden tvivl også i resten af verden.

En voldtægts efterspil
Den førnævnte trussefotograferende teenager er Mia på 15 år, der som illegal arbejder tager sig af de tarveligste pligter på et af byens halvskumle moteller. En aften er hun som den eneste vidne til, at den lokale politikommissær voldtager to 12-årige skolepiger på et af værelserne.

Selve voldtægten vises aldrig, for fokus er på efterspillet, hvor den magtfulde voldsmand, der beskyttes af et korrumperet magtsystem, er svær at få ned med nakken. Politiet har ikke nok beviser, og vidnet Mia er ikke interesseret i at spille helt. Som hos de fleste af filmens karakterer vejer hendes egne behov nemlig tungere end retfærdighedssansen. Hun er bange for at blive fyret fra motellet og vil hellere sælge den værdifulde information for penge – for med penge kan man komme langt.

Ubarmhjertig autenticitet
Som det nok kan høres, er instruktør og manuskriptforfatter Vivian Qu bestemt ikke antydende i ’Engle går i hvidt’. Samfundskritikken er til at tage og føle på, når Mias storesøster eksempelvis siger: ”Jeg ønsker ikke at blive genfødt som kvinde. Ikke det hele en gang til”. Dette sker, efter hun har fået foretaget en smertefuld operation, der skal ”genskabe mødommen”, så hun forhåbentlig en dag kan blive gift i al sin jomfruelighed.

Trods sine meget direkte budskaber bliver Qus skildring af virkelighedens uretfærdige kvindeskæbner dog aldrig karikeret. Man tror på disse personer, der, fyldt med menneskelige fejl, befinder sig langt fra den typiske, handlekraftige protagonist. Selvom det ikke er let at stå inde for Mias modvilje til at vidne for skolepigerne, forstår man hende godt. Hun kommer fra ingenting og må først og fremmest tænke på sin egen, temmeligt usikre fremtid.

Troværdigheden skal også tilskrives skuespillet, som der ikke kan sættes en finger på. Specielt de unge hovedrolleindehavere Vicky Chen og Meijun Zhou er naturligt overbevisende som den sammenbidte Mia og den stilfærdige Wen, der forsøger at slippe gennem de tremmer, omverdenen har placeret omkring dem.

Sammen gør de ’Engle går i hvidt’ til et autentisk, ubarmhjertig og gribende drama, hvis trøstesløshed næsten ikke er til at bære. Helt vred og ødelagt klynger man sig til det lillebitte, spinkle lys, som flimrer i det fjerne. Forandring er i vente, men der er lang vej igen.