Giuseppe Tornatores dokumentar om en af tidens mest indflydelsesrige komponister vil så meget, men på trods af dens 2,5 times varighed hastes vi igennem alle aspekter af Ennio Morricones liv og karriere uden nogle egentlige svar på, hvem manden, der gemmer sig bag de store stakke af nodepapir, er.

Geni. Fænomen. Legende. Mesterværk. Endnu ikke fuldendt.

Det er få ud af mange ord, nogle af tidens største komponister og musikere bruger til at beskrive Ennio Morricone og hans arbejde. Så er scenen sat for Giuseppe Tornatores dokumentariske fortælling om sin gode ven og samarbejdspartner.

Og stille for sig går det ikke, når vi på lidt over 2,5 time føres gennem alt fra Morricones hårde barndom, akademiske udfoldelser, verdensomspændende turnéer, Oscarsucceser og -fiaskoer i ’Ennio Morricone – The Maestro’.

Men hvordan koger man en karriere, der består af mere end 500 filmsoundtracks, 100 klassiske værker, 70 millioner solgte album og to Oscars ned til én dokumentar, der også gerne vil have hele baggrundshistorien samt anekdoter fra hans ungdom i det krigsramte Italien med? Svaret er: det kan man ikke.

RO PÅ, TORNATORE 

Dokumentaren åbner med et poetisk, sanseligt anslag, hvor vi langsomt føres ind i Morricones hverdag til lyden af en metronom.

Dårligt nok har vi dog sundet os ovenpå denne velkomst, førend Tornatore kaster fremmede ansigter og italienske navne efter os i en iver på at komme i gang med fortællingen om Morricone. Det er en rodet, alt for brat overgang, hvor de (mange, mange, mange) medvirkende – inklusiv Morricone selv – knapt når at færdiggøre deres sætninger, før den næste person dukker op og vil byde ind med deres hæder til ‘The Maestro’.

Den febrilske færden i Morricone-landskabet gavner ingen, mindst af alt Morricone selv, der forsvinder bag den store mængde screen-time, som deles ud til tilfældige kendte og bekendte, der byder ind med ligegyldige one-liners.

SÅDAN FUNGERER EN HYLDEST IKKE

Når dokumentaren beskrives som en hyldest til Morricone, er det besynderligt, at han skal ind og forsvare sig selv mod, hvad, der i min optik, er parodiske, umoderne argumenter om, at filmmusik er musisk prostitution. 

Hans arbejde kan sagtens stå for sig selv med dets pragt og understrege ægtheden, uden hverken Morricone eller Tornatore behøver at gå ind og forsvare det.

På den måde tager filmen et mærkværdigt standpunkt, hvor den veksler mellem at være en hyldest og et forsvar på én og samme tid – to ting, der i denne sammenhæng ikke går hånd i hånd – og som bliver en aggressiv foranstaltning mod den kritik, han får i enkelte, elitære kredse, men som langt fra afspejler hans enorme indflydelse på den musiske scene verden over.

Stærkest står dokumentaren, når vi oplever Sergio Leone og Morricones samarbejde. For første gang tager dokumentaren sig tid og luft til at reflektere over aspekterne i deres så veludførte arbejde, og vi forstår mere om, hvem Morricone er, og hvad hans forunderlige kompositioner består af, når vi får det i en kontekst, der faktisk afspejler, hvorfor hans arbejde har haft så stor en indflydelse.

POESIEN OVER FOR PRESTIGEN

Filmens lyspunkter er dog meget lyse, og Tornatores fortælling formår stadig at vise os, hvordan Morricone på umanerlig vis skaber og forvandler karakterer med sin musik. En musik, der erstatter dialog med en sanselighed så rørende og påvirkelig, at vi tror på alt, hvad han har at sige.

Og en mand, der skaber så poetisk, rørende og moderne kompositioner, hungrer jeg efter at komme ind under overfladen på.

Bag de sorte, firkantede briller gemmer der sig et par mørkebrune øjne, som rummer en historie, vi endnu ikke har været i nærheden af at få fortalt.

Dokumentaren gjorde mig kun mere sulten på Morricones værker og indre liv. Men hvis ikke man skal finde hemmelighederne bag ”The Maestro” i en dokumentar af den længde, hvor skal man så?

Jeg ville ønske, vi var kommet helt ind bag brillernes afskærmning i stedet for at se en 2,5 times opsummering af Morricones Wikipedia-side. Selvom dokumentaren til tider også er sympatisk, finurlig og respektindgydende, formår den ikke at skabe det store portræt af Morricone, som han uden tvivl fortjener, og som jeg er sikker på er, hvad Tornatore havde ønsket.