Af Jesper Nielsen.
Den argentinske filminstruktør Gaspar Noé er en af tidens absolut mest nytænkende og nyskabende indenfor filmmediet. Han prøver rent faktisk noget nyt med mediet på både godt og ondt. Alene af den grund, er der også gået syv år siden hans kontroversielle gennembrudsfilm Irreversible (2002) ramte biograflærredet og så til nu, hvor den ligeså banebrydende Enter the Void har dansk premiere i Cinemateket. Enter the Void er både sanselig, outreret, smuk, og brutal på samme tid. Selv betegner Noé filmen som et ”psykedelisk melodrama”.
Filmens handling centrerer sig om det forældreløse søskendepar Oscar (Nathaniel Brown) og Linda (Paz de La Huerta), som er vokset op hver for sig, men som genforenes i 20 års alderen i Tokyos buldrende natteliv. Her arbejder Oscar som pusher mens Linda tilbringer tiden som stripdanser. De befinder sig med andre ord begge i en verden med stoffer og kriminalitet.
Det der gør filmen til noget helt særligt og radikalt anderledes sker små 20 minutter inden i filmen, hvor den skifter perspektiv og til dels narrativ struktur. Dette sker fordi protagonisten Oscar bliver stukket til politiet af en ven og derefter skudt i brystet. Hvor filmen indtil da havde kameraet fra Oscars subjektive point of view (bl.a. inspireret af film noir-klassikeren The Lady in the Lake (1947) og Bigelows Strange Days(1996)) skifter kameraføringen herefter til at være henholdsvis svævende og filmende fra Oscars ryg. Dette skyldes, at Oscars sjæl forlader kroppen og flyver rundt og iagttager de mennesker, som betød noget for ham. Kameraet bevæger sig ind og ud af veje, omveje og forskellige huller på forunderlige vis, mens flashbacks og uforløste tanker med mellemrum tilføjer en smule til fortællingen. Filmens narrative plot forlades stort set og vi bliver som publikum vidne til en slags tilstand, hvilket Noé fremfører på en så sanseberusende måde, at man oplever en form for LSD filmtrip.
Konstant befinder vi os i et psykedelisk univers, hvilket gadernes og danseklubbernes flimrende neonlys og hårdtpumpede musik bidrager til, hvor forskellige temaer såsom søskendekærlighed, skæbnevalg, seksuelle eksperimenter og reinkarnation(den tibetanske dødebog spiller en afgørende rolle i filmen) berøres. Dette gør, at man som publikum er vidne til en helt fantastisk kunstfilm snarere end en egentlig mainstreamfilm, og i de 155 minutter filmen varer, er man vidne til noget helt unikt.
Noé er en kunstner man enten hader eller elsker, og denne anmelder er absolut tilhænger af førstnævnte. Dette er med andre ord en film langt ud over det sædvanlige og den SKAL opleves i biografen, fordi de visuelle og auditive indtryk er så vigtig en del af filmens helhed.