Det kulørte Hollywood-hurlumhej med Vince, Ari og resten af slænget fortsætter ufortrødent fra hvor den Golden Globe-nominerede serie slap i 2011. Det er både godt og skidt.

Fire år efter ’Entourage’ afsluttede den otte sæsoner lange drengerøvseskapisme på HBO, er drengene og deres testosteronfyldte eventyr tilbage på det store lærred. For fans af serien og for dem, der ikke kan få nok af Vincent Chase og Co, er der masser af guf at hente. Gengivelsen af livet i Hollywoods flamboyante overhalingsbane er nøjagtigt lige så genkendeligt som forventet. Den visuelle stil og den episodiske rytme gør, at filmen føles som en komprimeret sæson ni – en sæson med morsomme momenter, men formentlig ikke én, der vil rangere som seriens bedste.

Agent på slap line

Seriens skaber Doug Ellin har her hævet kendisfaktoren og ambitionerne hos sine karakterer, men det grundlæggende fokus er stadig dybt forankret i det ubrydelige bånd af loyalitet de fire hovedaktører i mellem. Fire venner fra det samme kvarter i Queens, der udlever drømmen om succes i Hollywoodland – selvfølgelig uundværligt støttet af superagenten Ari Gold (Jeremy Piven). Netop Jeremy Piven er, som i serien, filmens absolutte hovedattraktion. Skuespilleren med den maniske motormund og det stærke komiske flair gav mig flere gange undervejs ønsket om at se en film bygget udelukkende på Ari Golds narcissistiske, megalomaniske hverdag. Han stjæler alle de scener, han medvirker i og er tæt på at kunne bære filmen i mål ved sin blotte tilstedeværelse. Stor fan.

Doug Ellin sørger for at samle brikkerne fra seriens sidste afsnit på ganske fornem vis og taber derved ikke den del af publikum, der først nu indtræder i det farverige univers. En tv-udsendelse med Piers Morgan giver den nødvendige baggrundshistorie, der samtidig re-introducerer de bærende karakterer. Vince (Adrian Grenier) skal spille hovedrollen i Aris første store satsning som studieoverhoved. Hvad værre er, er at Vince også skal instruere den 100 millioner dollars dyre film. Både penge og karriere er derfor sat på spil.

Her begynder det imidlertid også at halte. Selvom ambitionerne og budgetterne er større og derfor også risikoen, føles det aldrig sådan. Der tales (smart og hurtigt) om kvaler og katastrofer, men i denne gyldne verden bliver problemerne aldrig vedkommende. Vincents driftige bror Johnny (Kevin Dillon) får lækket sin lidt pinlige onanivideo på nettet, og hans producer (Kevin Connolly) finder ud af, at et af hans kvindebekendtskaber måske har en kønssygdom (det havde hun slet ikke, puha!).

Nødvendigt?

Dynamikken i gruppen fungerer glimrende, og dialogen er bestemt underholdende og velskrevet, og deri ligger også filmens egentlige værdi. De dyre huse og lønchekken er for slænget vokset betragteligt sammen med cameo-tilstedeværelsen af mere eller mindre kendte personligheder – helt i seriens ånd. Filmens design, kameraarbejde og klipning er – ligesom det til tider haltende narrativ – dog skabt til et mindre format. Den charmerende og underholdende tone fra serien føres tilforladeligt videre, men om det virkelig var nødvendigt at genoplive løjerne i en hel spillefilm må være op til de mest trofaste fans af serien at vurdere.