Erik Clausen – en københavnsk bonderøv

I anledning af premieren på  Erik Clausens ’Mennesker bliver spist’ d. 26. februar, kaster Nosferatu et lille blik på den gæve københavners kulørte karriere og et udvalg af de vigtigste værker.

Af Daniel Sarup

Den selvlærte filmskaber, skuespiller og gadegøgler har sin helt egen plads i den danske filmhistorie. Erik Clausen pustede tiltrængt nyt liv i den danske folkekomedie, der i 1970’erne havde tabt både pusten og respekten hos publikum. Den traditionelle formel inden for folkekomedie-genren fik, i hænderne på Erik Clausen, en realistisk fornyelse, der skulle vise sig at blive en markant gevinst for dansk film.

Clausen har i alle sine film en forkærlighed for skildringer af arbejderklassens op- og nedture og randmiljøer, der er farverigt befolket med kreative gøglere, afdankede kunstnere og plattenslagere, som alle med en ukuelig optimisme forsøger at overleve i et moderne samfund. Fælleskabet hos velfærdssamfundets marginale eksistenser og solidariteten med den lille mand på bunden af samfundet er tydeligt tilbagevendende temaer.

Clausen og Petersen
Med Erik Clausens første film ’Cirkus Casablanca’ (1981) etableres det samarbejde med multikunstneren Leif Sylvester Petersen, der skal vise sig at blive et tæt makkerskab gennem stort set hele Clausens skaberværk.

De to herrer var allerede på daværende tidspunkt et fænomen i dansk kultur gennem deres virke som gadegøglere og deres passionerede engagement i det venstreorienterede kunstnerkollektiv Røde Mor. I ’Cirkus Casablanca’ udnyttes det etablerede image til fulde.

Der er tale om et fiktivt univers med det lille omrejsende Cirkus Casablanca som historiens omdrejningspunkt. Clausen og Sylvester spiller med kæk, københavnsk charme to gadeartister, der er på en håbløs mission i et samfund, der ikke længere har plads til den kunst og kultur, de repræsenterer.

Clausen formår i sin debut at portrættere karakterernes indre konflikter i både arbejde og kærlighed og hvordan dette i sin helhed afspejler modsætningerne i samfundet. De tidlige 80’eres danske virkelighed skildres gennem en klassisk roadmovie-dramaturgi, hvor dannelsesrejsen i forskellige miljøer får folkekomedie og kras hverdagsrealisme til at gå op i en højere enhed.

Et glimrende studie i folkeligt gøgl, arbejderkultur og moderne populærkultur. Filmen vandt i 1981 en Bodil for bedste kvindelige birolle (Helle Fastrup).

Selvom Clausen mest af alt er en komediant, mestrer han også tragi-komiske historier. I ’Felix’ (1982) spiller han selv den type karakter, han har til vane at udstille – den glatbarberede middelklassemand, som Clausen normalt ikke har meget fidus til. En fantastisk Poul Bundgaard i hovedrollen stjæler dog for en gang skyld den fulde opmærksomhed som amatørdetektiven Hovard, der har fået til opgave at finde den forsvundne kat, Felix.

Erik Clausen spiller sønnen til den ensomme pensionist Inger Marie – vidunderligt spillet af Tove Maes. Maes er fornemt castet til moderrollen, og hun var da også på daværende tidspunkt lidt af en levende legende i dansk film. Hun er mest kendt for ’Ditte Menneskebarn’ (1946), hvor hun var den første i dansk filmhistorie til at smide tøjet foran kameraet. Det er dog en helt anden historie! Tove Maes vandt en velfortjent Bodil for sin præstation i ’Felix’.

’Rocking Silver’ (1983) er i stil og emne tæt beslægtet med ’Cirkus Casablanca’. Den kunstneriske og politiske identitet har igen rødder i venstrefløjen, og den typiske, kække Clausen-humor er med hele vejen – til en slutning, der er en del mere politisk korrekt end hans forrige film.

Åbningsscenen med Benny, spillet af Leif Sylvester, foran en stribe betjente under en strejke viser med tydelighed, at vi er tilbage i Clausen-land. Benny vil efter 20 år samle sit gamle arbejderband Rocking Silver, og her er Clausen et af medlemmerne. Han spiller den fallitramte Frank, som er gået i hundene – dybt alkoholiseret og i en tydeligvis meget uflatterende tilstand. Med venners hjælp får han dog genrejsning, da de sammen bekæmper en usympatisk band-manager.

Clausens virkelige rolle uden for filmens verden som gademusikant smelter her sammen med den fiktive verden. Filmen ’Rocking Silver’ er en sympatisk og underholdende beretning om fortidens drømme. Leif Sylvester høstede en Robert for filmens musik.

Artfilm-eksperimenter og Clausen i børnehøjde
Priser var der flere af til den eksperimenterende ’Manden i månen’ (1986). Clausen forsøger sig her med en mere ekspressiv, avantgardistisk filmtradition. Filmen blev bl.a. Bodil-belønnet som årets bedste film.

Den høje kunstneriske ambition anes tydeligt, og vi får både Bergman-citater og symbolsk Tarkovsky i en æstetik, der i Clausen-regi kan virke anti-realistisk. Temaet er dog genkendeligt, da historien om en stakkel, der, efter 16 års fængsel grundet affekt-drab på sin kone, vender tilbage til bunden af det danske samfund.

Efter sin løsladelse tager han et usselt job som opvasker, og som det er typisk for Clausen, finder han den største venlighed hos samfundets andre udstødte. Det folkelige og etniske under-Danmark væves ind i surrealistiske sekvenser, hvor kausalitet og fortællestruktur er langt fra Clausens normale filmiske univers. Filmen belønnedes med hele seks priser.

Efter et par film med mere alvorlige tematikker, der i øvrigt også inkluderer den visuelt poetiske Shakespeare-fortolkning ’Rami og Julie’ (1988), er Clausen i 1989 tilbage i de københavnske brokvarterer med børnefilmen ’Tarzan Mama Mia’.

Historien er centreret om den 11-årige Rikke, der bor alene med sin far i et københavnsk arbejdermiljø. En dag vinder Rikke en hest i en cornflakes-konkurrence, og det skaber store omvæltninger i kvarteret, der selvfølgelig huser alle de Clausensk skæve marginal-eksistenser.

Skildringen af 80’ernes Vesterbro har en helt særlig charme og varme, og det kan til tider lede tankerne hen på klassiske ’Sonja fra Saxogade’, der kun ligger få gader fra denne films location.

Clausen og Leif Sylvester har begge bærende roller, og ’Tarzan Mama Mia’ viser effektivt, fra et barns perspektiv, hvordan fællesskab og sammenhold ”kan lægge verden ned”, som Kim Larsen synger i titelmelodien. Filmen blev en kæmpe succes, og Clausen blev belønnet med to børnefilmspriser.

Smeden og vinduespudseren
Et studie i arbejderklassens kultur og livsform er heller ikke til at komme uden om i ’De frigjorte’ (1993). Filmen kan siges at være et arbejdsløsheds-portræt af datidens Danmark – tilsat en satirisk og passende humoristisk distance.

Det er en ægte Clausen-beretning, hvori han selv har hovedrollen som smeden Viggo, der ”frigøres” fra jobbet efter mere end 25 år ved drejebænken. ’De frigjorte’ har Erik Clausens farverige og herligt flade københavnske fortællestemme med på sidelinjen som voice-over – af og til i en indre dialog med konen Oda (”Oda, for helvede, det kvindelige svar på en rusten skoda”), som spilles med stor autenticitet af Helle Ryslinge.

Filmen er grundlæggende en historie om forfald og efterfølgende forsøg på genrejsning, men den handler også om at finde den menneskelige solidaritet og kampen for gamle politiske slagord, der i sagens natur ligger dybt forankret i Clausens arbejderhjerte.

Med Clausens helt egen kombination af satire, løjerlig komik og seriøs socialrealisme, tilsat Kim Larsen folkelige musik, blev filmen endnu en stor succes for den gæve instruktør. Tidstypiske sociale og politiske temaer får en kærkommen behandling, og filmen hev fortjent en Bodil hjem som årets bedste.

I det realistiske hverdagsdrama ’Slip hestene løs’ (2000) præsenteres en ukuelig tro på, at livet kan lyse op og blomstre i ensomheden. Clausen har også her hovedrollen som vinduespudseren Bent Pedersen (med blødt d), der trisser rundt i kvarteret omkring Holmbladsgade på Amager, hvor han – i mere end én betydning – bringer lyset ind i folks stuer.

Persongalleriet er facetteret og består vanen tro af skæve eksistenser. Den realistiske tegning af de kulørte karakterer og deres miljø medfører en troværdig og emotionel oplevelse, hvor op -og nedturene rammer tilskueren lige nøjagtig, hvor de skal. Den dobbelt Robert-nominerede film fortæller os, at man skal gribe nuet – med en fornem sans for det humoristiske og det emotionelt ømme. Som Clausen selv så rammende formulerer det: ”Slip hestene løs og lad vognen stå”.

Still going strong
Erik Clausen er ikke en fejlfri filmmager, og flere af hans værker er af svingende og tvivlsom kvalitet. Når han er bedst, er han til gengæld en fornøjelse at følge, og hans betydning for dansk film kan ikke fornægtes. Hans tre seneste, ’Villa Paranoia’ (2004), ’Ledsaget Udgang’ (2007) og efterfølgeren ’Frihed på prøve’ (2010) går fra at være hyggeligt middelmådige til særdeles uheldige.

Den aldrende københavnerdreng har dog bestemt ikke mistet modet, og det bliver spændende at se hans nyeste omgang gæv arbejderklassehumor og samfundsmæssige kommentarer med et selvironisk blink i øjet.

’Mennesker bliver spist’ har premiere d. 26. februar. Velbekomme.