Efterfølgeren, nogle har ventet på: Logan og Zoey går endnu engang i fælden og må kæmpe for deres egen og hinandens overlevelse i det ene escape room efter det andet. Selvom rummene er store, intense og til tider kreative, kan filmen ikke løbe fra at være en fejlfyldt og halvhjertet affære.

Har du for nyligt deltaget i en teambuilding-dag på arbejdet, eller er du venner med en brætspilsentusiast, kender du muligvis til escape rooms. Præmissen er såre simpel; kom ud af rummet, inden tiden løber ud.

Konceptet er ikke bare populært blandt tidsfordrivende adrenalinjunkies, det har også fundet vej til Hollywood. ’Escape Room’ udkom i 2019, og sidste år kunne ’No Escape’ pryde biograflærrederne. Begge film taler ind i en ny gysergenre, hvor pressede ofre i gennemtænkte dødslokaler må sætte livet på spil for at slippe ud med selvsamme i behold.

Med efterårets komme og halloween lige om hjørnet er efterfølgeren til ’Escape Room’ netop landet i de danske biografer, og man kan som seer endnu engang følge Zoey (Taylor Russell) og Logans (Ben Miller) ihærdige forsøg på at overleve.

Den første films to ’vindere’ rejser til New York for at afsløre og fælde folkene bag de grusomme escape rooms, men må snart (og endnu engang) se sig fanget i lige netop sådan et. Alligevel er ikke alt som før, for nu spiller de sammen med (eller konkurrerer imod) andre overlevere fra andre escape rooms, og i et rum fyldt med eksperter må sværhedsgraden naturligvis stige.

Syreregn og kviksand

Escape room-konceptet er ikke en uudtømmelig kilde, og derfor kan det hverken forundre eller reelt forarge, at ’Escape Room: No Way Out’ slægter sin forgænger på. Idéen er den samme, instruktøren (Adam Robitel) ligeså, og to af hovedpersonerne går sågar igen.

I stedet er der skruet op for både budget og kreativitet, og de seks (ufrivilligt) deltagende kæmper sig igennem adskillige rum – det ene større og ondere end det andet. Eksempelvis er en New York-simulation, hvor syreregnen ætser de stakkels spilleres hud til ukendelighed hvert 30. sekund, et kærkomment strejf af nyskabelse, mens en strøm-tilsat togvogn og et kviksandsinvaderet postkort er en intens fornøjelse.

Og intens er filmen faktisk hele vejen igennem, for den varer ikke mere end en time og 20 minutter, og der er meget, der skal nås. Ligesom i et rigtigt escape room (skriver jeg uden nogensinde at have været i et) går det rasende stærkt – også så stærkt at man ikke altid helt forstår, hvad der foregår – men at kede sig, dét når man aldrig.

Frustrerende fejl

Af ovenstående, opridsede årsager var jeg faktisk temmelig positivt overrasket, da jeg trådte ud af biografen. Alligevel er jeg med tiden blevet mere og mere irriteret. Der er så mange fodfejl og halvhjertede forsøg, der, des mere man tænker over dem, des mindre kan ignoreres eller forsvares.

Hvorfor nævner den hårdkogte Rachel først halvvejs i filmen, at hun ikke kan mærke fysisk smerte? Hvorfor smelter låsen, når Zoey hælder syre på den, men ikke når det står ned i syre-stænger? Hvorfor er folk kun døde, så længe det er belejligt for filmens handling?

Og værst af alt: hvorfor lave en ”tournament of champions” (som i øvrigt er filmens originale undertitel og betydeligt mere fængende end ”no way out”), når fem ud af de seks deltagere alligevel ikke bidrager med andet end mumlen og skrigeri, hvorfor det endnu engang er Zoey, der må løse hver eneste gåde.

Og hvem er egentlig publikummet?

Efterfølgeren til ’Escape Room’ taler ikke til splatterfilm-fansene, der går i biografen for at opleve Saw-inspirerede torturmaskiner og blod i spandevis. Ej heller tilfredsstiller den gyserhungrende seere, der forlanger jumpscares, onde ånder eller andre klassiske gyser-greb.

Omend flere af rummene er kreative, er der ikke nær så megen tanke bag som i en velskrevet thriller, og filmens forsøg på karakterudvikling og romantik er henholdsvis ikkeeksisterende og helt hen i vejret.

Filmen lander et sted midt imellem det hele og bliver et for intetsigende og udefinerbart genrerod.

 

’Escape Room: No Way Out’ er en lidt ligegyldig affære fyldt med fejl, der med sin korte spilletid og sit (for) høje tempo alligevel formår at underholde og lægge sig så meget op ad forgængeren, at enhver ’Escape Room’-fan må købe billet.