Petrunya er en 32-årig makedonsk kvinde, der på pinligvis bliver fravalgt til jobsamtaler gang på gang. Hun opnår næsten selvrealisering, men filmens budskab overtaler ikke, når løsningen ligger i dét, den netop forsøger at gøre op med – det patriarkalske.

Efter at have fået fat i det kors, som en præst hver januar smider i floden som del af en tradition, sidder Petrunya nu i venteværelset på politistationen. Traditionen er nemlig normalt kun beregnet mænd.

Præsten og politichefen er i rummet bag hende. Det er tydeligt, at hun bare vil hjem. Med korset. De diskuterer, hvorvidt de kan holde hende tilbage, nu hvor hun ikke har brudt en lov, men derimod bare en uskreven regel.

Nedtrykthed på næste niveau

”Kære Gud, hvad nu?”, spørger Petrunya (Zorica Nusheva) sig selv, i det moderen (Violeta Shapkovska) vækker hende med morgenmad. Klippet forinden var af et religiøst optog. Vi befinder os trods alt i en yderst ortodoks bydel i Makedonien.

Petrunya, der stadig bor hjemme, har aldrig nogensinde haft et arbejde og er tydeligt nedtrykt. Det hjælper derfor heller ikke ligefrem, når det er hendes mor, der finder jobsamtaler på vegne af Petrunya.

Derudover kommenterer hun konstant på Petrunyas udseende og væremåde. Hun er så meget om hende, at Petrunya ikke kan være i sig selv.

Manden har magten

Under en jobsamtale tydeliggøres det patriarkalske samfund, hvilket er dét, der er imod Petrunya gennem resten af filmen. Chefen og Petrunya sidder i et rum med glasvægge i midten af utallige kvindelige syersker. Når hun fornemmer, at han ikke har noget job at give hende, rejser hun sig.

Han beder hende blive siddende. Som seer får man da håb på hendes vegne, men næ nej, han lægger skuffende hånden på hendes lår. Til min forbavselse stopper han op og siger, at han da egentlig aldrig ville kneppe en som hende.

På hver sin måde har chefen og moderen nedladende tanker om Petrunya, så man kan da godt forstå hendes selvhad og ønske efter at blive set. Alligevel holder man ikke af hendes karakter i måden hun takler livet på.

På politistationen, efter Petrunya allerede er blevet løsladt en gang, falder hun i god snak med især den ene af betjentene. Så det er alligevel ikke alle mændene i filmens univers, som er imod en kvinde i at deltage i traditionen, og det er vel godt, dog en skam, når det bliver forløsningen.

Atypiske beskæringer distraherer

Jeg fangede mig selv i at blive fuldstændigt distraheret af valg af billedbeskæringer gennem filmen. Det var æstetisk spændende valg, men hvilken effekt det skulle have for historien er mig uklart.

For eksempel blev en dialog mellem politibetjentene filmet ned i en blank bordoverflade fremfor på karaktererne, eller senere et billede over skulderen af Petrunya, hvor betjentens skulder fyldte trefjerdedele af billedet, og kun Petrunyas øje kunne ses. Denne indstilling især fik mig til at savne at se følelser gennem mimik fra Petrunyas side.

Livet er ingen dans på roser

Og som betjentene selv påpeger, så virker det til at der er større problemer i verden end det kors, og i hvilke hænder det var havnet i. Filmens præmis lægger nemlig op til en kritik af kønsnormerne, der især hersker i Balkan-området, men det er som om den hensigt bliver tvetydig.

Filmens budskab er netop et vigtigt opråb om lighed, men det, der ender med at forløse Petrunyas ønske om at blive set, er en mandlig betjent.

Hun ender med at afhænge af bekræftelsen fra andre, fremfor at kunne falde tilbage på sig selv. At Petrunya har deltaget i den ellers mandlige tradition mister derfor sin ønskede effekt.

Petrunyas potentiale går tabt. Det samme gør filmens.