Af Kenneth Rørholm

Med slør og miniskirt til begravelse i Tanger.

Solen står højt på himlen, palmernes skygge skærmer for de varme stråler, blomsterne og figentræerne i den overdådige have stråler af sundhed og huset i Tanger tager sig ud fra sin smukkeste side. Familie og gæster ankommer langvejs fra, men grunden til deres rejse er ikke festlig. Patriarken i familien er gået bort og nu skal der sørges over den døde efter muslimske forskrifter. Over tre dage følger vi familiens genforening og sorg, men også de skeletter som vælter ud af skabet.

Moulay Hassan (Omar Sharif) er den døde patriark, der i form af sit spøgelse også er fortæller i historien. Hassan var en stor man i den Marokkanske storby. Halvdelen af byen har arbejdet under hans ledelse, og respekten omkring ham og hans rigdom var stor. Men nu hvor han er død, samles familien for at sørge og gøre boet op. Hassan har ikke efterladt sig sønner, så arven skal deles imellem Hassans tre døtre og hans bror. Den yngste datter Sofia (Morjana Alaoui) bor i New York, hvor hun ernærer sig som skuespiller, men i bund og grund bare får roller som terrorist. De andre døtre Miriam (Nadine Labaki) og Kenza (Lubna Azabal) er imidlertid ikke imponerede over lillesøsterens karriere, og knapt er de ankommet, før der rodes op i gamle stridigheder. Begge søstre og den efterladte enke (Hiam Abbass) har også deres egne problemer, og midt i sorgen skal de alle forsøge, at håndtere disse og vælge nyt ståsted i livet.

Med ’Et hus i Marokko’ samler Laïla Marrakchi et multinationalt cast til begravelse i Tangers. Marrakchi formår, at belyse det alvorlige emne, med den muslimske tradition og en humoristisk lethed. Det er en film om en æras afslutning og en ny begyndelse for de efterladte. På den måde kan filmen ses, som en reference til hændelserne i den arabiske verden i disse år. For hvordan håndterer man alle de nye muligheder, når de strenge traditioner blødes op? Det er en couscous af moderne strømninger overfor traditionerne og selvstændige kvinder overfor svage mænd, garneret med familiære hemmeligheder, der langsomt afsløres en efter en. En slags ’Festen’ på marokkansk, og så er der ikke røbet for meget.

Ud over den interessante historie og de flotte visuelle godbidder, er det først og fremmest det overbevisende skuespil, der markerer filmen. Alle kvinderne formår gengive sorgen og splittelsen i deres respektive tilværelser troværdigt. På hver deres måde afspejler de kvinderne i det marokkanske samfund i dag. Nogle med stræben efter europæiske eller amerikanske forbilleder og andre mere traditionsbundne. Marrakchi skal også have ros for, at turde fortælle denne kontroversielle historie med varme og humor.

’Et hus i Marokko’ er en interessant metafor på det arabiske forår. Det æstetiske indtryk er flot og troværdigt, men trods det alvorlige emne, mangler filmen nerve i afgørende scener, hvor der for alvor kunne have udnyttet publikums opmærksomhed. Det vestlige soundtrack virker også en smule malplaceret, og blandt andet derfor kommer Marrakchi aldrig op siden af Vinterberg, men ’Et hus i Marokko’ er bestemt en tur i biografen værd.