En undsluppen fange, en lille troldeunge og en film i en film bliver det rørende omdrejningspunkt i Zhang Yimous seneste fortælling, der minder os om filmmediets magt og en forgangen tid i Kinas historie.

Som taget ud af en scene fra ’Dune’ fyger sandet lydløst over klitterne i den kinesiske ørken. Himmel, støv og sand står i ét. Et forhutlet, tæppeklædt menneske, overladt til elementernes rasen, trodser stormen og kæmper sig igennem det uendelige landskab. Hvad han søger, er endnu uvist. Men han er målrettet, det er helt tydeligt.

Ørkenvandringen bliver startskuddet for hovedpersonens åndelige, endeløse rejse mod et glimt af sin datter. En datter, der befinder sig mange kilometer fra den lille ørkenlandsby, han er på vej mod, men som i et kort øjeblik kan spottes på et slidt biograflærred. Et glimt, et kort øjeblik, et sekunds lykke.

Et kærlighedsbrev til en film i en film

En af Kinas største instruktører Zhang Yimou (’De røde marker’ og ’At leve’) har med ’Et sekunds lykke’ unægteligt skrevet et kærlighedsbrev til filmkunsten. En ode til det medie, han siden sin debut i 1988 har testamenteret sit liv til.

Filmen udspiller sig i 70’ernes Kina under kulturrevolutionen, hvor rødgardisterne indhyller landet, inklusiv den fattige landsby Enhed 2, i et kommunistisk tæppe af Mao-propaganda. Her er der langt imellem glæderne, hvorfor byens filmoperatør Mr. Movie hyldes som en frelser. Han er konge af et meget lille kongerige, for det er ham, der muliggør byens månedlige filmvisning.

Filmens samlende kraft tømmer gaderne for liv, og folk stimler sammen på gulvet, hænger i vinduerne og klatrer på skuldrene af hinanden i byens faldefærdige biografsal for at få den bedste plads til ’Heltemodige sønner og døtre’. Anderledes forholder det sig dog for den unavngivne hovedrolle (Yi Zhang), der er flygtet fra fangenskab i en arbejdslejr blot for at se sin savnede datter optræde i den propagandistiske ugerevy, der vises, inden den rigtige film går i gang.

Filmspolerne er forinden blevet stjålet og delvist ødelagt af den forældreløse Liu (Haocun Liu), der mangt en gang krydser flygtningens vej, og landsbyens indbyggere må hjælpes ad med at reparere filmen, så den kan vises. Lange, smukke scener af spoler, der vikles ud og rengøres, belyser et glemt og vigtigt håndværk, og da filmen endelig går i gang, indfinder roen sig for første gang i det konstante kaos. En nål kan høres falde til jorden, mens filmen åbner en stor verden for den lille landsby.

Mest rørende er det dog til sidst, da Mr. Movie indvilliger i at klippe ugerevyen sammen, så den undslupne fange alene i operatørrummet kan se det korte klip af sin datter igen og igen. Hans livslange savn kulminerer netop dér, og han og virkelighedens publikum er fuldkommen opslugt, mens det ene sekunds lykke bliver til en hel nats tårer.

Fangen og den forældreløse                 

Hovedrollens fangenskab og prøvelser har gjort ham hærdet. Han er en mand af få ord og omgivet af mystik indtil det allersidste. Hans skuespil antager til tider en næsten ugidelig karakter, der er med til at understrege, hvordan han kun har ét mål for øje. Hans rolle risikerer dog at blive ligegyldig, var det ikke for den unge pige, han støder på.

Liu er kendt som byens forældreløse, og hun bruger det meste af filmens spilletid på at stjæle filmspoler til sin læselystne lillebrors lampeskærm. Liu er nævenyttig og selvsikker. Hun ligner en lille troldeunge med sit kortklippede, pjuskede hår, og de teatralske bevægelser og det stålsatte blik skaber et sjovt modstykke til hovedrollen.

Det komedielignende aspekt af filmen, hvor landsbyboerne nærmest falder over hinanden i forsøget på at redde filmspolerne, står i stærk kontrast til den brutale realitet, der udspiller sig i sanddyngerne uden for byen, når de to udskud deler hjerteskærende historier med hinanden.

Fangen og den forældreløse finder en speciel og kompleks form for støtte i hinanden, for hvad kunne være mere oplagt, når den ene mangler en forælder, og den anden en datter?              

Drama for dramaets skyld

Desværre går de tos forhold aldrig helt rent hjem. Relationen bliver næsten for åbenlys og aldrig så rørende, som man kunne have håbet. De indlader sig på en konstant katten-efter-musen-jagt for at tilegne sig filmspolen, og hver gang de opnår en grad af samhørighed, nulstilles relationen igen, fordi den ene prøver at snyde den anden. I forlængelse heraf ender den temmelig simple historie med at gentage sig selv for ofte.

Også filmens slutning synes for åbenlys. En unødigt dramatisk afslutning på den store biograf-aften slår revner i den ellers så stille fortælling, og slutscenen, som foregår to år senere, virker, som er den klippet ind i sidste øjeblik for at binde en mere klassisk og tilfredsstillende sløjfe på filmen.

Det hele er dog blot små sandkorn i maskineriet, for alt i alt er ’Et sekunds lykke’ en filmkunstners smukke hyldest til filmkunsten som lyspunkt i en mørk tid i Kinas historie.