Se den når den bliver sendt på DR K.

Brunhilde Pomsel døde 106 år gammel i januar 2017. Inden da nåede en dokumentarfilm om hendes liv at blive produceret. Det var et held, da den tidligere kontordame for Joseph Goebbels naturligvis besad vigtige bidrag til den kollektive hukommelse om livet i Nazityskland før og under krigen.

Amateur hour
Konceptet for filmen er såre simpel: Brunhilde taler til et sort-hvid-kamera. Af og til indklippes små bidder fra tidstypiske propagandafilm og Goebbelscitater. Og det er faktisk det. Nogle gange skiftes kameravinkel. Nogle gange zoomes der ind på hendes ansigtsfolder. Det er dog åbenlyst gjort digitalt i den efterfølgende redigeringsproces. De tydelige skift i billedets pixelering vidner om det dovne filmgreb. Et ”digitalt” zoom er såmænd bare en beskæring af de eksisterende billede, der så projiceres op på lærredet på lige fod med resten af filmen, med et mærkbart fald i opløsning til følge. Det er en filmisk dødssynd der ender med at understrege det helt ufattelig lave ambitionsniveau filmens fire (!) akkrediterende instruktører har lagt for dagen.

Gabende kedelig
Brunhilde giver sig god tid. Hvad der føles som timevis bruger hun på barn- og ungdommens til tider decideret ligegyldige anekdoter. Krigens seks år, jobbet for Goebbels, slaget om Berlin og de efterfølgende 5 års russiske fangenskab virker derimod sporadisk og overfladisk belyst. Enten er instruktørerne elendige klippere, eller også er de elendige interviewere. Det sidste virker mest sandsynligt. Af filmens næsten to timer lange spilletid kunne der sikkert være klippet en udmærket 30-minutters TV-dokumentar sammen. Men at sidde næsten to timer i en biografsal med en gammel dame der blot snakker i en uendelighed uden mål og med, kun understøttet af de mest basale filmiske virkemidler, er simpelthen dræbende. Jeg har set forelæsnings-powerpoints om 1700-tallets landboreformer der indeholdt større kunstneriske ambitioner og formidlingsmæssig know-how end dette sølle forsøg på en biografdokumentar.

Dårlig nazi-doku bedre end ingen
Udover instruktørerne ikke har formået at strukturer interviewet tilstrækkelig og få kondenseret fortællingen ned til det mest essentielle og interessante, og få det formidlet på medrivende maner i en fortælling med fremdrift, så lader de heller ikke til at være erfarne nok til overhovedet at beskæftige sig med så tungt et emne. Brunhilde fremstår enormt fotogen og dygtig til at formulere sig og italesætte på kamera. Hun lader ikke til at blive stillet kritiske spørgsmål, ej heller belyser bagmændene hendes påstande fra andre vinkler eller perspektiverer på nogen meningsfyldt maner. Den sparsomme brug af f.eks. propagandafilmklip og citater virker ligeså tilfældig og uovervejet som undertegnedes karriereplaner.

Pointen er, at det lades 100% op til publikum at tolke og forholde sig kritisk til hovedpersonens påstande og fortællinger. Hvis filmen f.eks. har til opgave at få os til at fundere over vores moralske kompas, havde vi været i Brunhildes sted, ja så skal den slutning ske på eget initiativ – modsat hvad filmbeskrivelsen siger på IMDb. Og som en flittig student af Nazismen og dens forbrydelser bliver jeg nødt til at fastslå, at en veludviklet kritisk sans samt omfattende paratviden netop er essentielt, når man præsenteres af en førstehåndskilde som Brunhilde, der uimodsagt får lov at testamentere for kamera. Og når først en grad af forhåndsviden og sans for emnets delikate facetter er påkrævet, ja så fejler projektet endegyldigt som dokumentar.

Ville jeg have været filmen foruden? Nej, hellere en mangelfuld nedfældning af hendes erindringer end slet ingen. I det mindste kan fagfolk måske bruge filmen til noget nyttigt i fremtiden. De sidste af vore medmennesker der har oplevet 2. verdenskrig på egen hånd bliver jo færre og færre. Hvis filmteknisk inkompetence er en forudsætning for at få båndet deres fortællinger, ja så er det vel et (hage)kors, vi må bære.

Foto: kino.dk