Et udpluk af mindeværdige film fra CPH:DOX 2023 -

Den danske dokumentarfestival fejrede i år sit 20 års jubilæum med hele 200 film på programmet, hvoraf 100 dokumentarfilm fik deres verdenspremiere. Vores anmeldere fik kun set et fåtal af årets massive udbud, men de har meget at sige om de sete film.

Af Mathias Hilkøb & Sif Sneum

Subject (2022) – Camilla Hall & Jennifer Tiexiera

Vi starter med en film, der vender et kritisk blik mod selve dokumentargenren.

En film er fikseret i sin samtid og bliver en autoritet på et emne. Men dokumentarsubjekters liv fortsætter, mens de hjemsøges af hvem de for evigt vil forblive på film. ’Subject’ udforsker forskellige menneskers erfaringer og holdninger til at blive gjort til dokumentarsubjekter i film om deres egne liv.

De personlige fortællinger gives af mennesker fra nogle af de mest succesfulde nyklassikere indenfor genren: ’Hoop Dreams’, ’Capturing the Friedmans’, ’The Staircase’, ’The Square’, ’The Wolfpack’ og ’Minding the Gap’. Det giver helt sikkert mere til filmoplevelsen, hvis man som seer har set de omtalte film på forhånd, men man kan sagtens se ’Subject’, uden at være bekendt med dem.

De oprindelige dokumentarfilm har fulgt personerne i løbet af deres livs mest traumatiske perioder. Filmen giver et nuanceret blik på den betydning, en dokumentarfilm kan have for levede liv. For nogle, for eksempel en af døtrene i ’The Staircase’, har det været et komplet kontroltab, imens det har givet nogle enestående muligheder for to af karakterne i ’The Wolfpack’.

Filmens hovedargument er at de virkelige menneskeliv der bliver emne for en dokumentarfilm, skal kunne give samtykke over det færdige produkt. På den måde bliver de medskabere af deres livshistorie, ikke kun subjekter i en anden persons film.

Det er en essentiel dokumentarfilm.

Squaring the Circle (The Story of Hipgnosis) (2022) – Anton Corbijn

Du kender måske ikke navnet Hipgnosis, men du kender næsten med garanti deres kunst, der pryder nogle af de mest toneangivende albums nogensinde. Helt centralt står fx prismet med regnbuen der dekorerer Pink Floyds album Dark Side of the Moon.

I filmens centrum står to uforlignelige former – firkanten og cirklen. I den direkte forstand er det selvfølgelig vinylpladen og albumcoveret. Dog kan det også ses som kunstnerduoen bestående af de to ildsjæle, Po og Storm, der til trods for forskelligheder bliver centrale i rockens historie.

Rockumentaries er en genre for sig – og det her er bestemt et pragteksemplar, hvis man på nogen måde er interesseret i musik men også i 60’erne og 70’erne generelt. ’Squaring the Circle’ er bestemt historien om kunst, men også om en tidsalder, en eufori og skabertrang, og de farer, der lurer i skyggerne.

En film for unge som gamle sjæle med plads til både kuldegysninger, grin og en enkelt tåre i øjenkrogen.

Even Hell Has It’s Heroes (2022) – Clyde Petersen

Ildevarslende. Hypnotisk. Sløv. Sådan kan man beskrive Earths musik til den uindviede. Beskrivelserne passer perfekt til denne dokumentar om bandet, der opfandt dronemetal i hjemmelavede øvelokaler i en forstad til Seattle i slut-80’erne.

Filmen kredser om Earths eneste konstante medlem, guitaristen Dylan Carlson, imens den foretager narrative afstikkere til anekdoter fra de talrige forrige og nuværende bandlemmer, de titulære Helvedes helte. Deres tid i Earth bliver flettet ind i deres livshistorier og interviewene foregår i disse menneskers egne miljøer.

Dette tillader filmen at indtage eklektiske lokationer. Her er ingen talking heads, men steder på Jorden. En person arbejder på en motorcykel i sin garage, imens en anden befinder sig i eller står på forladte biler hos en skrothandler. En tredje person brænder elektriske guitarer af midt om natten.

Interviewene afbrydes af bybilleder, naturindstillinger og længere koncertklip, der er så lange, at de har en transcenderende virkning, i troskab med musikkens natur, der består af gentagelser i en uendelighed. Filmens eksperimentelle stil indgår i et symbiotisk forhold til dets emne. Hvis man ikke kan lide musikken, så vil man heller ikke kunne lide denne film. Sådan burde alle musikdokumentarer være.

Wild Life (2023) – Elizabeth Chai Vasarhelyi & Jimmy Chin

Douglas Tompkin og Kris McDivitt Tompkin kom fra samme outdoormiljø i 60’erne, som udover klatring og surfing også udmundede i stiftelsen af Patagonia, North Face og Esprit. Dog var planen aldrig at blive stor forretningsmand, så Doug solgte North Face og Kris opsagde sin stilling som CEO i Patagonia, og de besluttede sig i stedet at hjælpe deres elskede natur i Chile og Argentina. Dette var dog ikke en nem kamp i 80’erne og 90’erne, hvor to ”gringos” kamp for klimaet bliver set med mistro af lokalbefolkningen.

Filmen tager fat i det omdiskuterede emne, filantropi. For er det muligt at gå ind i klimakampen, mens man samtidig er mastodont i en af de industrier der er mest skadelig for klimaet? Filmen er især interessant i kølvandet på stifter Yvon Chouinards donation af Patagonia til fordel for klimaet, som har mødt delte meninger.

Wild Life er en meget kærlig fortælling om Doug og Kris’ personlige liv og de romantiske 60’ere og 70’ere, hvor alt var muligt, men også om at kæmpe for det man tror på når det virker umuligt. Den giver håb om fremtiden, men føles også til tider som en lettere forsimplet og romantiseret solstrålehistorie.

SS

The Gamer (2023) – Petri Luukkainen & Jesse Jokinen

17-årige finske Verneri har et unikt problem, som han søger terapeutisk hjælp til at kunne løse: Han bliver altid nr. 2 i ’Counter Strike’-finaler i store E-sportsturneringer i Finland. Hans psykolog er specialiseret i E-sport og hun hjælper ham gennem en årrække.

Dette er præmissen for ’The Gamer’, der følger et klassisk sportsfilmnarrativ, hvor man hepper på at Verneri skal overkomme sine indre dæmoner og til sidst vinde en finale. Men filmens styrke er langtfra kampscenerne til turneringerne, men i hovedpersons modstridende karaktertræk. Verneri er både en konfliktsky teenager der døjer med selvværdet, samtidig med at han dyrker konkurrencesport på eliteniveau.

Filmen fejler i dens forsøg på at gengive den spænding, seeren burde føle i at se kampenes resultater. Dens store succes er derimod det menneskelige drama, især Verneris kamp mod sit ry som den evige toer, hans forhold til skiftende holdkammerater og den personlige udvikling han gennemgår i løbet af handlingen.

The Gamer er en klassisk coming-of-age film, med en moderne twist.

De Humani Corporis Fabrica (2022) – Véréna Paravel & Lucien Castaing-Taylor

Lad mig sige det med det samme – denne her film er IKKE for sarte sjæle. Lægevidenskaben præsenteres på klos hold i 115 minutter, der får folk til at udbryde gisp og nervøse grin, mens de vrider sig i biografsæderne. Den bryder i den grad med intimsfæren, og bringer seeren så tæt på den menneskelige krop, at den bliver absurd og abstrakt og næsten ophører med at være menneskelig.

Midt i alt det vilde, det kunstneriske, det abstrakte finder vi også mennesket. Både menneskets fysiske indre, men også det psykiske. Over de abstrakte billeder høres nemlig dialoger mellem læger, sygeplejersker og andet personale, der til tider er så banale at de også bliver absurde. Men samtalerne taler også ind i et globalt problem, som handler om at lægerne ikke kan følge med, må arbejde 30 timer i streg og gå til nærmest umenneskelige bestræbelser for at hjælpe mennesker.

Filmen er derfor også i den grad en hyldest til de mennesker der giver deres kroppe til videnskaben – om det er lægen eller patienten der er tale om. Og bestemt en uforglemmelig oplevelse for alle os andre.

Nuclear Now (2022) – Oliver Stone

Man kan mene mange ting om den verdenskendte instruktør og manuskriptforfatter, Oliver Stone. Men hans ry om at være partisk med tendenser til polarisering kommer bestemt til udtryk i ’Nuclear Now’, som er det længste stykke propaganda, jeg nogensinde har set. Og her skal propaganda ikke forstås som et negativt udtryk, men som et udtryk for den ensidighed og meget eksplicit udtrykte agenda som filmen har.

Agendaen er, som titlen antyder, at atomkraft er godt, sikkert, grønt og alt i alt en mirakelløsning på både verdensøkonomien og klimakrisen. Dog undgår filmen at nævne de stadige klimamæssige udfordringer ved atomkraft, som ville give et mere nuanceret og informeret resultat.

I stedet ender filmen med at være 105 minutters ensidet propaganda, hvoraf 50% af filmen føles som en Netflix Explained, der med velproducerede, farverige grafer tegner og forklarer. At hele filmen så også afsluttes med en ti minutters montage, hvor billeder af Gandhi og Martin Luther King understøttes af dramatisk musik og Stephen Hawkings-citater, gør ikke sagen bedre.

Det ellers spændende og saglige emne ender derfor alt i alt med at drukne i følelsesporno og usaglig argumentation.

Praying for Armageddon (2023) – Tonje Hessen Schei

De sidste års katastrofer, fra Corona-pandemien til naturbrande, oversvømmelser og krige betyder noget helt bestemt, for en særlig gruppe mennesker i USA. Nemlig de amerikanske evangeliske fundamentalistiske kristne, der ser disse katastrofer som tegn på profetien om dommedagen, hvor Jesus Kristus vil vende tilbage til Jorden. Disse mennesker der tager Biblen på dens ord, tror på at denne profeti kun kan gå i opfyldelse, hvis staten Israel består og bliver stærkere, for dette er stedet, hvor Jesus vil vise sig på hesteryg og med sværd i hånden.

Vi følger forskellige individer, der gør alt i deres magt for at udbrede troen, samtidig med at vi følger journalisten Lee Fang fra The Intercept, der ihærdigt forsøger at afsløre, hvor stor indflydelse denne bevægelse har på de amerikanske udenrigspolitiske beslutninger vedrørende Israel.

Filmen viser effektivt, hvordan en bibelsk profeti er stor en drivkraft bag amerikansk magtudøvelse i regionen og hvordan lederne af bevægelsen, bliver inviteret helt ind i magtens korridorer i Det Hvide Hus. Det er både utrolig skræmmende at følge mennesker, der beder for dommedag og forbereder sig på krig, og sideløbende erkende, hvor stor en magt de besidder i verdens mest magtfulde nation. Det er en dybt forstyrrende filmoplevelse.

Twice Colonized (2023) – Lin Alluna

Siden de første årtier af filmhistorien, har dokumentarfilm været en måde hvorpå hvide vesterlændinge har fremstillet tanker om etnografisk ”otherness”, ikke mindst hos diverse oprindelige befolkninger såsom inuitter. ’Twice Colonized’ giver et længe ventet magtskifte.

Selvom instruktøren er dansk, er filmens ubestridte fortæller, Aaju Peter, en Grønlandsk kvinde. Aaju blev tvangsfjernet fra sin familie og sendt til Danmark som barn for derefter at vende tilbage til Grønland uden sit modersmål, sin stolthed og sin identitet.

Det er en vigtig film. Ikke mindst her i Danmark, hvor mange danskere er af den overbevisning, at Danmarks undertrykkelse af Grønland er et kapitel det for længst er i glemmebogen.

I filmen spørger Aaju sig selv: is it possible to change the world and mend your own wounds at the same time? Dette indkapsler hvad filmen handler om, men også hvordan den er sat sammen. Filmen er mødet mellem personlig og national smerte; et sammenklistret billede af sorg, vrede, desperation over tingenes tilstand men også beslutsomhed til at ændre dem.

Breaking Social (2023) – Fredrik Gertten

Filmen beskrives på CPH:DOX’ egen hjemmeside, som ”en undersøgelse af den sociale kontrakt og sammenhængskraften i samfundet”, og det må man sige at den er. Dog skal man holde tungen lige i munden, for det er et stort emne, og man får til tider fornemmelsen af at få ‘alt godt fra venstrefløjen’ i et lidt ukurateret virvar af konflikter.

Men når filmens emner føles uoverskuelige og usammenhængende, fra Cambridge Analytica-skandalen til Amazon Labour Union til demonstrationer i Chile, så er det også en indirekte understregning af filmens pointe; at social ulighed er en del af et korrupt netværk der strækker sig udover landegrænser og organisationer.

Alt i alt ender det derfor også med at blive forvirrende om end utrolig smuk skildring af samfundets bristepunkter – når nok er nok og folket må sætte foden ned for systemet. Dermed er det bestemt også en film med tillid til fællesskabet og budskabet ”survival of the friendliest” – en tankegang der kan være nødvendig i den usikre tid vi lever i.