Bølgerne går højt i Radu Judes nyeste bidrag til den rumænske nybølge – et husspektakel i ordets bogstaveligste forstand, hvor velkendte skilsmisseproblematikker udstiller voksne menneskers barnligt verbale mudderkastning, der til sidst eskalerer i et grotesk gidseldrama.

Handlingen udspiller sig i løbet af en enkelt dag i Bukarest, hvor vi møder Marius (Serban Pavlu), en fraskilt midaldrende tandlæge, da han vågner i sit snuskede kollegieværelse af en lejlighed og gør sig klar til den planlagte miniferie med datteren Sofia (Sofia Nicolaescu).
Med oppakning på ryggen og en forsinket fødselsdagsgave i form af en kæmpestor lyserød tøjdyrsblæksprutte i børnesædet drager han af sted for at afhente Sophia hos sin ex-kone Otilia (Mihaela Sîrbu).
Da han ankommer, er Otilia ikke hjemme, og Sofia bliver passet af hans tidligere svigermor (Tamara Buciuceanu-Botez) og Otilias nye kæreste (Gabriel Spahiu). De beder ham vente med at tage af sted til Otilia er kommet hjem og kan give sit samtykke, da Sofia har været syg natten før. Marius anser dog sin datter for at være rask, og han vil af sted med det samme. Den anspændte stemning og ulmende uro eskalerer i skænderier, der når uanede højder da Otilia kommer hjem og nægter Marius at tage Sofia med. Situationen løber løbsk i en række dramatiske optrin, hvor Marius bliver offer for sit hidsige temperament, og de irrationelle og impulsive handlinger suger ham dybere og dybere ned i en strømhvirvel af forkerte beslutninger.

“Everybody in our Family“, svarer Marius sin 5-årige datter Sofia på spørgsmålet om, hvem der kommer i himlen. Et svar, der virker ganske selvfølgeligt i et kærligt øjeblik mellem far og datter, inden helvede bryder løs og lader selvsamme dialogudveksling ekkoe som et tankevækkende paradoks i erindringen.
Familiedramaet er den hypede nybølge-instruktør Radu Judes anden spillefilm efter The Happiest Girl in the World fra 2009, der ligeledes sætter familiære uoverensstemmelser i centrum med intense skænderier og skarptunget dialog.
I Everybody in Our Family beviser Jude sit talent for autencitet i karakterudformning og især dialog, som, i følge rumænere, ingen undertekster kan yde retfærdighed.

Historien handler ved første øjekast om den uretfærdige skilsmissesituation, hvor en faders ubændige kærlighed for sin lille datter driver ham ud i ekstreme handlinger. Fokus skifter dog hurtigt til de stridende parters vanvittige, infantile skænderier; lejligheden omdannes  til en slagmark, hvor voksne mennesker opfører sig som børn i krigerisk leg uden opsyn og det eneste “rigtige” barn konkret gøres til genstand i legen.
“I er voksne mennesker, ikke dyr!”, råber svigermoderen i et forsøg på at mægle mellem Marius og Otilia, og hun påpeger således filmens underliggende udsagn om det animalske, driftstyrede væsen, der lurer i ethvert menneske.
Det autencitetsskabende håndholdte kamera bliver støt uroligere som dramaet intensiveres, og den lille lejlighed fængsler karaktererne i en klaustrofobisk tæthed.
Jude imponerer med elegante skift mellem sorthumoristiske situationer og dirrende drama; bedst som man tænker, at nu kan det ikke blive værre, overrasker plottet med mere vanvid.

Desværre mangler selve historien dybde og struktur. Den starter med en ganske velkendt præmis, som kun udfordres i begrænset omfang ved at drive uoverensstemmelserne ud i absurde skænderier og håndgemæng. Her kører handlingen desværre fast i sine dialogtunge scener, der således både er en styrke og svaghed.

Da filmen derudover stort set foregår i real time, bliver det en lang fornøjelse – en så dialogmættet og koncentreret historie bør serveres i passende længde for at kunne fordøjes.

På trods af den hastige udvikling fra almindeligt skænderi til gidseldrama opretholdes troværdigheden takket være imponerende skuespil; især den lille Sofia Nicolaescu er et fund til rollen som Sofia.

Everybody in Our Family skal ses for sin voldsomme dialog, sin overraskelseseffekt og sine fantastiske skuespilspræstationer.