’Everybody Knows’ er ikke Oscar-vindende instruktør Asghar Farhadis bedste arbejde. Dét, er det eneste alle ved.
Real-life ægtefæller Penélope Cruz og Javier Bardem genforenes på lærredet i Asghar Farhardis whodunit-thrillerdrama ’Everybody Knows’. En dramatisk fortælling om en kriseramt familie, en kidnapning og gammel kærlighed, der til sammen danner rammerne om en veludført ’telanovela-film’.
Spansk idyl
Scenen er sat i en lille spansk landsby, hvor Lauras (Cruz) familie og en busfuld af deres venner er samlet omkring Lauras søsters bryllup. Laura, hendes søn og teenagedatter Irene (Carla Campra) er alle fløjet til hjembyen fra Argentina, hvor de bor med Lauras mand Alejandro (Ricardo Darín), der ikke er fløjet med dem af mystiske årsager.
Ved første øjekast virker alt festligt til brylluppet, men der går dog ikke længe før Lauras datter, Irene, forsvinder fra hendes værelse. Med ingen andre spor end udklip fra en ældre kidnapningssag, en sms-besked om løsepenge og en trussel om ikke at indblande politiet. Det er her Paco (Bardem) kommer ind i billedet, en familieven og Lauras gamle flamme. Paco bliver den ledende mand i efterforskningen af Irenes kidnapning, der undervejs afslører familiens mange hemmeligheder.
¿Donde esta Irene?
Filmens omdrejningspunkt er Irenes kidnapning. Dog fungerer kidnapningen mere som en distraktion,hvormed Farhadi kan udfolde filmens egentlige omdrejningspunkt: Dynamikken mellem de resterende karakterer, her især Laura og Pacos forhold til hinanden.
Og det er da heller ikke første gang, at Farhadi holder fokus mere på ’de efterladte’ end på offeret selv. I Farhadis fjerde film ’About Elly’ bruger instruktøren samme afledningsteknik.Det er der som sådan intet galt med. Karakterdynamikken er autentisk og velspillet mellem Laura og Paco, men der mangler en vis præcision i ’Everybody Knows’, der modsat dramaet ’About Elly’ virker mudret og en smule forudsigeligt.
Alle ved det
Der er en teatralsk stemning over Farhadis film. En skrivestil,der før har vist sig vellykket for den Oscar-vindende instruktør. Desværre lykkedes det ikke Farhadi at overbevise mig med ’Everybody Knows’, der minder mere om en veludført telanovela-film end et thrillerdrama.
Med det sagt, så er en telenovela om ikke andet underholdende. Jeg keder mig bestemt ikke undervejs i den to timer lange film, der byder på stærkt skuespil og masser af drama. Det store men er den præcision og originalitet, der mangler i ’Everybody Knows’.
Copyright: Scanbox