Vi følger karakterer, som i enhver anden film ville være antagonisterne, men Richard Linklater får både en dybde og kærlighed frem i de testosteronoverbelastede, baseballspillende college-studenter, som nærmest kun er at finde i andre Linklater-film.

Jeg har ofte klaget over instruktører som Tim Burton eller Quentin Tarantino, fordi deres film bliver for ensformige. Samme temaer, samme stil, samme følelse. Jeg må derfor ærligt bekende min egen dobbeltmoral, når jeg elsker Richard Linklaters nye film ’Everybody Wants Some!!’, som i høj grad minder om både ’Boyhood’, ’Before’-trilogien og især om ’Dazed and Confused’. Linklater har også lavet andet, men alle de nævnte film er dialogbårne, rolige og humoristiske ”slice of life”-film. ’Everybody Wants Some!!’ er ingen undtagelse, omend ordet ”pussy” bliver brugt lidt oftere end sædvanligt.

Van Halen frem for Led Zeppelin
Hvor ’Dazed and Confused’ fulgte en gruppe high school-studerende i 1970’erne, følger vi denne gang en gruppe college-studerende i 1980’erne. Det er altså en slags uofficiel toer. Vi følger baseball-spilleren Jake i den weekend, der leder op til hans første undervisning på college. Han flytter ind i et hus sammen med en masse andre baseballspillere, og det er en af de første ting, jeg rigtig godt kan lide ved ’Everybody Wants Some!!’: Vi følger de populære. Det er simpelthen så sjældent, at de populære i en ungdomsfilm ikke er antagonisterne. Det var utrolig rart, at filmen ikke gik op i mobning, men i stedet fokuserede på mindre tunge emner som piger og… baseball.

Linklater er muligvis den allerbedste skuespils-instruktør, der arbejder i filmbranchen i dag. Endnu engang har han lavet en film næsten uden etablerede skuespillere, som er fuld af fængende præstationer. De, der overspiller, gør det kun, fordi det passer til stilen, og der er ingen karakterer, der ikke føles som rigtige mennesker. Samtidig er Blake Jenner, som nok er mest kendt for den utroligt overspillede serie ’Glee’, enormt identificerbar, menneskelig og karismatisk i rollen som Jake.

Stemning frem for stil
Der er ikke noget vanvittigt unikt eller imponerende ved det stilistiske udtryk i ’Everybody Wants Some!!’, men filmen opnår som mange andre Linklater-film nogle dialogmæssige dimensioner jeg bare ikke kan forstå er mulige. Linklater får replikker, som ikke burde fungere, til at virke sjove, kløgtige og frem for alt naturlige. Jeg har svært ved at se en anden instruktør få en replik som ”Sex on a waterbed is like having sex with a girl on top of another, really fat girl” til at virke som noget enhver teenager kunne sige. Det bringer mig tilbage til, hvor imponerende det er, at jeg havde sympati for filmens hovedpersoner. De laver ikke meget andet end at snakke om piger og baseball, mens de jagter piger og spiller baseball. Alligevel ville søde og charmerende være blandt de første ord jeg ville bruge om dem.

Det er i sig selv en bedrift at gøre komedieklichéer menneskelige, men det, jeg måske allerbedst kan lide ved ’Everybody Wants Some’, er det, som minder mig allermest om andre Linklater-film: Stemningen. Vi følger en gruppe sexgale festjægere, men alligevel har filmen den samme ro og kærlighed til sine karakterer, som var at finde i ’Boyhood’. Ligesom i ’Boyhood’ føles det som om, at der er nogle sandheder om ungdom og menneskelighed, som kommer til udtryk, jo længere jeg sidder og ruger på filmen. Jeg kom ud af biografen med en afslappet holdning og en glad følelse i maven, og det er den følelse, jeg har gang på gang, når jeg ser Linklater-film. Lad os kigge efter nyskabelse andetsteds; jeg vil bare have mere af det her!