Ubehagelig og ubehageligt relevant.
Hvorfor føler nogle unge mennesker sig tiltrukket af nynazismen og andre højreekstremistiske miljøer? Hvordan påvirker livet i disse ekstreme miljøer dets medlemmer på lang sigt? Hvordan slipper man ud igen med livet i behold? Vigtigst af alt: hvordan lever man med sig selv på den anden side? Endeløst fascinerende spørgsmål der belyses og forsøges besvaret fra flere vinkler i Karen Winthers nye dokumentar om det uhyggelige miljø, hun tidligere har været del af. Hvor hendes tidligere dokumentar ’The Betrayal’ (2011) fokuserer på hendes vej ind i nynazismen, fokuserer ’Exit’ på vejen uden igen samt skammen og de mentale ar, hende og andre udbrydere blev efterladt med.
Levn fra fortiden
Karen Winther var som ung i halvfemsernes Norge medlem af en nynazistisk gruppering. Hendes søgen efter identitet og accept ledte hende i armene på en af de mest giftige og menneskefjendske organisationer, der huserer i Europas underverden den dag i dag. Efterhånden som alvoren ved Karens uholdbare, fremtidsødelæggende livssituation gik op for hende, lykkedes det hende gennem held og en stor portion mod at gøre det, mange andre desværre aldrig formår: at slippe ud. Mange år efter føles den fjerne fortid som levn fra et andet liv, eller måske snarere et halvglemt mareridt.
Konfrontationen med en flyttekasse fyldt med ubehagelige minder tvinger Karen til, for første gang i mange år, at tage stilling til den fortid hun ellers tidligere har undertrykt. Her starter en personlig rejse, som Karen inviterer publikum til at overvære i ’Exit’; et sårbart karakterstudie af den unge Karens syndefald og frelse, parallelt med en dissektion af det ødelæggende monster, der er højreekstremismen.
Nazistisk søsterskab
Rejsen tager Karen til forskellige lande for at interviewe andre tidligere medlemmer af ekstreme miljøer i forsøget på at forstå, hvordan folk beslutter sig for at forlade miljøerne, og hvordan det lykkes eller mislykkes for dem. Vigtigst for fortællingen bliver henholdsvis en mandlig tysk og amerikansk kvindelig nynazist.
Karen finder i USA en form for bizart søsterskab med andre kvindelige ex-nazister, der utrætteligt forsøger at hjælpe dem, der stadig er fanget i det hadske miljø. Netop i hvor høj grad de nazistiske miljøer nedbryder, psykisk vanrøgter og forgifter sine egne medlemmer er en indsigt, der er ligeså fascinerende som den er skræmmende. Kvindens rolle og status i miljøerne er også et emne, de færreste må ventes at have funderet over, og nynazismen forbindes da også oftest med store mænd. Karen og de andre kvinder kan berette om alt lige fra klassisk sexisme à la det Nazityske ideal om ”fødemaskiner” til moderne former for ”nazi-feminisme”. Spændende sager, skal jeg love for!
Skæbnefortælling
Teknisk er her tale om en ubemærkelsesværdig oplevelse. Fine indstillinger i ny og næ og et effektivt synthesizersoundtrack sikrer, at fortællingen pakkes æstetisk behageligt nok ind uden at skille sig ud. Filmens nerve er de mennesker, vi stifter bekendtskab med, og deres historier er som udgangspunkt så gribende, at man ikke behøver alverdens filmiske virkemidler for at iscenesætte dem. Især den tyske far, der til stadighed opsøges af sine tidligere nazikammerater og bliver slået til plukfisk, sætter sig fast på nethinden. Imellem den konstante trussel mod hans og datterens ve og vel og hans ætsende skyldfølelse over sine utilgivelige synder, møder vi en mand der står på tærsklen til vanviddets afgrundsdybe forfald.
’Exit’ er en uhyggelig men vigtig tilføjelse til vores forståelse af ekstremisme.
Foto: CPH:DOX