Af Jonas Kim Jakobsen
Exit Through The Gift Shop er en noget udsædvanlig dokumentarfilm. Ved første øjekast ligner det en skildring af street art bevægelsen. Sidenhen fortællingen om en rastløs sjæls måde at finde mening i en kaotisk verden, ved at filme sin hverdag, og til sidst en dokumentation af kunstverdenens falskhed og misforstået forståelse af kunst, ala ’kongens nye klæder’. Svaret må være, at den er alle tre ting.
Det meste af filmen er fortalt gennem franskmanden Andres linse. Bosat i Los Angeles med sin familie, drev han omkring årtusindskiftet en succesrig 2hand tøjbutik. Han var i stand til at se mulighederne i at sælge andres skrammel som dyrt og eksklusivt vintage-tøj. En evne, der skulle vise sig brugbar i kunstverdenen senere! Andre får en dag et videokamera, og med et bliver han besat af dets evne til at dokumenterer alt. Kameraet bliver nu en fast del af ham i det, at han altid har det med sig, og filmer alt hvad han foretager sig.
Efter en ferie i Frankrig hos sin fætter, bedre kendt som street art kunstneren Space Invader, bliver han nu besat af ideen om at følge denne nye bølge af kunstnere, som i nattens smug dekorerer bybilledet. Han får lov til at være med, fordi hans kamera dokumenterer, hvad ellers aldrig ville være kendt. Dette står på i flere år, og Andre møder store kunstnere som Shepard Fairey, og til sidst hans helt store idol, den nu verdensberømte Banksy.
Banksys folk er meget skeptiske over for den lettere skøre franskmand, der nu er blevet påhæng til gruppen, men Andre berettiger sin tilstedeværelse ved, at han vil lave en film om street art bevægelsen. Da et par år er gået, efterlyser Banksy Andres film, og pludselig en dag kommer resultatet. Det er dog lettere forfærdeligt, da Andre intet aner om det at lave film. I følge Banksy selv skulle det at se filmen, være ligesom at overvære en person med et meget lavet koncentrationsniveau zappe gennem 900 kanaler!
Banksy forslår, at Andre prøver sig som street art kunstner, for at holde sig beskæftiget, mens han i stedet prøver at lave en film ud af Andres utallige bånd. Det skulle den ’store’ Banksy ikke sige to gange til sin store fan, der straks kaster sig ud som stree art kunstner med en stil i spændingsfeltet mellem Warhol, Banksy og et børnehavebarn. Andre kalder sig nu Mr. Brainwash, og han sætter sig for at lave en ’episk’ udstilling i Los Angeles. Han satser alt på udstillingen, og kan han ikke finde ud af noget, får han folk ansat til det, og resultatet bliver bogstaveligt talt stort!
Exit Through The Gift Shop er interessant, fordi den er svær at sætte i bås, og man som seer bliver nødt til at tage stilling til, hvad man ser, fordi filmen ikke gør det for en. Man får et godt indblik i street art verdenen, men i højere grad i kunstverdenens forlorenhed, hvor ’Big Business’ altid syntes at sluge, hvad der oprindeligt kom fra undergrunden. I bedste Herzog stil er en stor del af filmen optaget af den maniske ildsjæl Andre, som også er hovedpersonen, og sig selv i filmen.
Filmen er også sjov, som f.eks. når Andre skal beskrive hans egen kunsts storhed, eller snakke sig fra at blive anholdt under en aktion. Det hele er orkestreret af Banksy, der er instruktør på filmen, og som selv bliver interviewet med forvrænget stemme og hættetrøje langt over hovedet, for ikke at afsløre sin identitet. Det at ingen kender hans rigtige identitet, har jo netop været et af hans store ’trademarks’ som stree art kunstner.
Exit Through The Gift Shop er i høj grad også en fortælling om, hvad berømmelse og succes kan gøre ved folk, og man fornemmer et behov fra en kunstbevægelse at tage afstand fra plagiatet, og det at drive rovdrift på en kunst, der startede ud med netop at være gratis og en del af folkets bybillede.
4 ud af 6 stjerner