“The ride goes up and down, around and around, it has thrills and chills, and it’s very brightly coloured, and it’s very loud, and it’s fun for a while.”
Det var med en vis stivhed i kroppen at jeg søndag aften forlod Cinemateket efter Jimmy Screamerclauz’ hysteriske ’When Black Birds Fly’. Med den blev der sat punktum for denne festivals femte dag og dermed var VOID International Film Festival 2015 et overstået kapitel. Festivalen har godt nok gjort sit job i den forstand, for jeg er i løbet af de forgangne dage blevet flået rundt i alskens aparte universer og historier så farvestrålende og idérige, at de får selv de vildeste regnbuer til at fremstå grå og kedelige. Nøjagtig som man kunne håbe at en animationsfestival ville kunne gøre det. Og som det nærmest altid er tilfældet med festivaler er jeg også glad for, at det er overstået.
ONLSD og andet psykedelika
En ny restaureret ’Belladonna of Sadness’ afsluttede lørdagen med et ægte syretrip. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvad der foregik. Efter små tyve minutter med minimalt animerede akvareller eksploderede filmen i en af de mest outrerede sexscener jeg nogensinde har været vidne til. Vores heltinde, Jeanne, knalder Satan selv og billedet opløses i en kaskade af popart-motiver og strobe-effekter der bedst kan beskrives som resultatet af et styks brandertelskov mellem Stargate-sekvensen fra ’2001’ og Gerald Scarfes segmenter fra ’Pink Floyd the Wall’. Jeg tror, at det alt sammen ender som et forsøg på japansk 70’er-feminisme, men efter ’Belladonna’ kunne jeg overbevises om hvad som helst.
Anderledes udsvævende blev eksperimentalfilmen ’Eden’s Edge’. Inden dens start blev denne beskrevet som en af festivalens mest udfordrende film og der er måske noget om snakken. Filmen er resultatet af kunsterkollektivet The Office of Narrative Landscape Designs eksperimentering med landskabsarkitektur som narrativt greb. Den består af en række kortfilm i et ekstremt fugleperspektiv hvor publikum som en altvidende gud. Her møver navnløse karakterer sig frem og tilbage i de uafbrudte tableauindstillinger mens de fortæller anekdoter, der langsomt belyser landskabernes betydning. En filmisk oplevelse, der var lige dele meditativ og søvndyssende, hvor konceptet og tankerne bag er mere interessante end det endelige produkt.
Don Hertzfeldts triumf
Sådan en diskrepans mellem ambition og eksekvering mærkede heldigvis ikke årets ubestridte højdepunkt: ’World of Tomorrow’, der på 17 minutter klemmer urimelige mængder af science-fiction ideer og koncepter ind i beskedne spillelængde. Fra de fatale følger af lavbudgets tidsrejser til konsekvenserne af The Outernet – et eksternaliseret og pseudomaterielt internet – leverer den texanske Don Hertzfeldt overraskelse på overraskelse. Det hele serveres med en deadpan humor, der går ufatteligt godt med den 4-årige Emily Primes barnlige undren. Filmen holder ubesværet balancen mellem at være bedårende, rørende og tankevækkende. Skiftene imellem komisk genialitet og lettere deprimerende observationer omkring vores begrænsede tid på planeten (på den personlige og globale skala) er håndteret med sådan en tilsyneladende lethed, at kun en sand mester inden for sit felt kan stå bag.
Hvis andre af det resterende års film kommer bare i nærheden af ’World of Tomorrow’ i kvalitet, vil vi være forkælede.
De sidste ord til vejen
Folkene bag VOID International Film Festival kan sagtens være stolte af resultatet. De henvender sig bestemt ikke til den gennemsnitlige biografgænger og gud ske tak og lov for det. For hvem gider gå til en festival, der serverer konventionelle filmoplevelser, man til hver en tid kan finde i Cinemaxx? Man drager ved gud til VOID for at blive udfordret, rystet og overrasket. Jeg blev alle tre og mere til. Og selvom jeg er glad for, at det er overstået for denne gang, så håber jeg inderligt, at det ikke var en engangsfornøjelse.
Så VOID, jeg håber at vi ses. Hold dig skør.