Ridley Scott mister det menneskelige greb midt på gudernes og kongernes grandiose og visuelt overlegne slagmark.
Fortællingen om Moses kender de fleste. Den adopterede, egyptiske prins, der opdager, at han i virkeligheden er hebræer og med Guds hjælp må befri sit folk fra slaveriet. Den egyptiske farao Ramses, Moses’ ’’adoptivbror’’, nyder imidlertid godt af den billige arbejdskraft, og han deler derfor ikke Moses’ synspunkt. Da Gud skruer bissen på og nedkalder fatale plager over det egyptiske folk, indvilger faraoen i at lade Moses og hans folk få deres frihed og vandre mod deres hellige land, Kanaan.
Batman BC Ridley Scotts ’Exodus’ undgår ikke en sammenligning med Cecil B. DeMilles monumentale hovedværk fra 1956, ’The Ten Commandments’. Her var det en velproportioneret Charlton Heston, der i rollen som Moses med flagrende hår og stoisk stolthed i stemmen reciterede de ti bud fra bjergets top. Den mand havde mødt Gud, det var man ikke i tvivl om. Det er desværre ikke helt tilfældet med Christian Bales portrættering af selvsamme bibelske person. Han er aldrig rigtig troværdig i rollen som Moses. Hans tro er mangelfuld – både på Gud og sig selv. Dette er Moses for den nihilistiske generation – en macho-Moses med skarpslebent sværd.
Det visuelle festmåltid vi præsenteres for i ’Exodus’ er, som altid i en film af Ridley Scott, svært tilfredsstillende. Den efterhånden 77-årige instruktør har styr på sin filmiske verden, og han formår her at fremstille det gamle Egypten i overbevisende stil. Mere end 4000 statister bidrager sammen med de håndbyggede og detaljerede monumenter og statuer til et imponerende autentisk skue.
Følelsen af at være til stede er gennemført, og det er filmens sande styrke. Dele af scenerne er optaget i sydspanske Almeria i skyggerne af Sierra Madre-bjergene. De særlige ørken-omgivelser ser fantastiske ud, og det er da også her, flere af filmhistoriens største guldskatte er blevet bragt til live – blandt andet Sergio Leones westerns og David Leans ’Lawrence of Arabia’. Men selvom Scott til tider leverer den samme visuelle lir som i førnævnte pragtværker, så må ’Exodus’ se sig overhalet både på det narrative og emotionelle plan.
Luksuriøs indpakning uden indhold Rammerne er bestemt på plads i dette episke drama, men problemerne hober sig alligevel op. Ridley Scott var engang en eminent historiefortæller. Han kunne kombinere den gode historie og det menneskelige drama med spektakulært kameraarbejde. Bedst eksemplificeret ved den revolutionerende rumgyser ’Alien’ og tech-noir thrilleren ’Blade Runner’. Det er efterhånden kun det imponerende visuelle arbejde, der har været Scotts primære force gennem de sidste mange år, og det er ærgerligt.
’Exodus’ er, trods sine 142 minutter, for kort til at nå hele vejen rundt om sit tunge, bibelske materiale. Flere vigtige grundpiller i historien får kun en blid berøring – med narrative huller som et lidt kedeligt resultat. De ellers fornemt udførte CGI-hærgende plager når aldrig at føles som mere end bagateller. Der er ikke tid til at udforske de menneskelige tab og lidelser forårsaget af de grusomme hændelser. Værst er det dog, når Moses indleder en romance, der gennemføres på under to minutter (dette er ingen overdrivelse). Derfor føler man ingen medfølelse, da Moses ganske kort efter må forlade sin familie for at befri sit folk.
Det er især det emotionelle engagement, der halter. Den guddommelige og tonstunge byrde Moses påtager sig brænder ikke for alvor igennem. Kombinationen af spirituel udvikling og eksistentiel smerte tilsidesættes til fordel for lettere fordøjeligt blockbuster-eskapisme. Joel Edgerton i rollen som Ramses byder ikke på meget mere end et par onde blikke tilsat tyk eyeliner. Deres formodede tætte forhold er distancerende, og de ligner ikke på noget tidspunkt nogen, der nærer følelser for hinanden. Det er desværre sigende, at det eneste bevægende øjeblik er, når ordene ’to my brother, Tony Scott’ toner frem ved filmens afslutning. En hyldest til instruktørens nyligt afdøde bror. ’Exodus’ er en flot film, med alt hvad den moderne teknologi kan tilbyde. Men som menneskeligt drama er det en flad og træg omgang. Miraklernes tid synes at være forbi for Ridley Scott.