Højaktuel thriller opridser på intelligent vis de moralske gråzoner, der unægtelig opstår, når man fører krig i en moderne verden.

Moderne krigsførelse er en dæleme en kompleks affære. Mistænkte overvåges, IT-systemer hackes og slette typer udspioneres eller dræbes af fjernstyrede dronefly. Det bliver sværere og sværere at kende de gode fra de onde, og de etiske overvejelser intensiveres i den grad, når man fra sit bekvemmelige skrivebord med en småkage i hånden kan ende et andet menneskes liv blot ved at trykke på en knap. I Gavin Hoods nye thriller er det overvejelserne, der spiller hovedrollen.

Skal, skal ikke dræbe?
Det er Helen Mirren, der i rollen som oberst Katherine Powell står med ansvaret. Hun er lederen på en hemmelig dronemission, hvis formål er at tilfangetage en gruppe terrorister, der opholder sig i Kenyas hovedstad Nairobi. Men eftersom det hurtigt erfares, at gerningsmændene er udstyret med selvmordsbombeveste, indser Powell og resten af hendes enhed, at de er nødt at dræbe gerningsmændene med et drone-missil. Dette kompliceres yderligere, da dronepiloten Steve Watts (Aaron Paul) opdager en lille pige, der sidder og sælger brød midt i angrebszonen. Så er gode råd dyre. Må man dræbe en uskyldig pige i håbet om at afværge et potentielt terrorangreb. Og hvem kan og må egentlig tage den beslutning?

Det er jo Powell, der er missionslederen, men hun har chefer, der kigger med. De chefer har chefer og de chefer har ministre over dem, som igen har internationale samarbejder, der helst ikke skulle lide skade. Og så er der dronepiloten, som skal trykke på knappen, men ikke ved om det er det rigtige at gøre. Nemt er det ikke, men det fungerer til gengæld utroligt godt som en fortælling på film.

Hvor er menneskene?
De moralske skrupler, som filmens karakterer bakser med, er komplekse og siver ud gennem lærredet til tilskueren, der selv tænker så det knager. Det er nervepirrende, spændingsfyldt og interessant på samme tid. Instruktør Gavin Hood lykkedes i den grad med at engagere sit publikum i filmens konflikt om end det bliver på bekostning af filmens karakterer, der føles flade.

Helen Mirrens oberst er decideret uinteressant. Nok er hendes præstation som altid særdeles udemærket, men karakteren hun spiller er ligeså anonym, som hun er kompetent. For hold bøtte, hvor snakker alle karakterer meget, og det meste handler om forslag, afslag, nye forslag og forhandlinger. Det er helt tydeligt meningen med filmen, at den skal udstille det enorme bureaukrati, der følger med sådanne sager, hvor manges interesser er på spil. Men karaktererne lider som konsekvens deraf. Afdøde Alan Rickman formår som den eneste at bringe reel følelsesmæssig substans til sin generalløjtnant, der har set og forstår mere end de fleste. Hans sidste optræden på film er gennemtrængende og indgyder (næsten som altid) respekt.

Der grubles og gnaskes
Problemstillingen i ’Eye in the Sky’ kan diskuteres i timer, hvilket er en kvalitet, der bestemt ikke skal undervurderes. Spændingen er intakt hele vejen igennem i en film, der formår at forene popcorn-filmen med den intelligente, vanskelige historie. Der brydes ikke ny grund, men mindes om, at ting der ser simple ud på overfladen ikke nødvendigvis er det. Det har sin værdi, også selvom det er menneskene, der på paradoksal vis ender som filmens mindst interessante element.