Sharon Stone og Sofia Vergara er rige, smukke og yderste velklædte kvinder fra New Yorks overklasse. De er meget gode veninder, faktisk så gode at de gerne vil finde en mand til en trekant. Men de må hyre sig frem til den rette mand. Lyder det urealistisk? Døm selv, hvis du har mod på John Turturros besynderlige ’Fading Gigolo’, der byder på en belejligt skruppelløs handling, Woody Allen for fuld hammer og en påmindelse om at Vanessa Paradis også er skuespiller.

’Fading Gigolo’ handler om blomsterhandleren Fioravante (John Turturro selv), der lokkes til at prøve livet som gigolo for at hjælpe sin gamle ven Murray (Woody Allen), der er kommet i pengenød. Murray tager rollen som alfons og går derefter ivrigt til værks for at finde kunder. Fioravante opdager, at han slet ikke er dårlig til arbejdet som gigolo men mødet med den jødisk-ortodokse enkefrue Avigal (Vanessa Paradis) vækker en længsel i ham efter noget han ikke vidste, han ledte efter.

Selvom filmens idé har potentiale til at være anderledes sjov og finurlig, indfrier ´Fading Gigolo’ slet ikke forventningerne, hvilket efterlader et lidt kedeligt indtryk fra en ligegyldig film. Der er kræset for billederne i de forskellige miljøer i New York, hvilket fungerer stemningsmæssigt godt, men filmens karakterer fremstår klichéprægede og flade, især de ortodokse jøder og de kvindelige karaktere er forargeligt karikerede. Skuespilspillerne har ikke meget at gøre godt med, den ellers skønne Woody Allen har fået lige lovlig lang snor og ender som et alt for komisk indslag i en ufrivillig komisk film. Vanessa Paradis leverer filmens eneste rørende præstation.

’Fading Gigolo’ er sådan en film, hvor man næsten kan se de mange fravalg ligge blødende i vejkanten mens filmen kører slingrede derudaf: Moralske skrupler? Fravalgt. Dybe karakterer? Fravalgt. Fravalg, der måske som tilvalg kunne have hjulpet filmen. Selvfølgelig ville det have klædt filmen dårligt, hvis Turturro havde taget de mørke sider af prostitution op i denne komedie, men filmens totale ligegyldighed og berøringsangst virker kold og hård. Og karaktererne er (med undtagelse af Paradis) degraderet til at besidde en, maksimalt to kvaliteter.

Filmen mislykkes i sit forsøg på at fortælle at nærhed kan hele og forandre, selvom det er tydeligt, at det er det vi skal tage med os. Der er noget ærligt og sårbart i Turturros spillemæssige udtryk, og filmen fremkalder da også et par letkøbte grin, men jeg ville have ønsket, at nogen kunne have fortalt Turturro, at han måske ikke skulle have ulejliget sig med denne film.