Paprika Steens nyeste film balancerer det humoristiske ganske fint med det dramatiske, i en fortælling der sætter fokus på at dynamikkerne, intrigerne og det sociale hierarki fra klasselokalet og skolegården ikke nødvendigvis forsvinder når man bliver voksen. Dog har fortællingen mange bolde i luften, som desværre ikke allesammen gribes igen.
Ægteparret Piv (Katrine Greis-Resenthal) og Ulrik (Jacob Lohmann) har netop flyttet deres datter Hannah over på en ny, og i deres egne øje, betydeligt mere prestigefyldt folkeskole. Skoleskiftet vækker nemlig slet ikke den samme begejstring i Hannah, som det gør i hendes forældre. Måske fordi at det er hendes fjerde skoleskift.
I forbindelse med at deres datter, noget skeptisk, starter i 6.B på sin nye skole, påbegynder vores hovedpersoner, Piv og Ulrik, deres egen mission: de skal ind i varmen i klassens forældregruppe. Kernen af denne forældregruppe er der blevet samlet et decideret ensemble-cast til at portrættere. Men hvis den underholdende samling af karakterer er filmens rygrad, så er den relativt korte spilletid dens akilleshæl. En håndfuld af filmens bærende roller er nemlig sjove, interessante og ikke mindst helstøbte karakterer. Dog er filmens godt og vel 97 minutters spilletid ikke nok til at give alle de store roller ordentlig udvikling og gennemførte delfortællinger.
En række nemme stereotyper dekonstrueres løbende
I kernen af forældregruppen finder vi først en række stereotypiske karakterer, som det arrogante overklassepar og den akavede, overbeskyttende single-mor. Plottet går dog først for alvor i gang når hele klassen, inklusiv alle forældre, tager på hyttetur. Herfra brydes flere af stereotyperne så småt ned. Vi lærer at mange af forældrene har hemmeligheder, og alle har sit at slås med.
Nogle af karaktererne kan man snart genkende fra det virkelige liv, og forældrenes skoleagtige sociale hierarki der bringer det værste frem i alle, bliver interessant at dissekere, rent tematisk. Karaktererne og konflikterne imellem dem bliver heller aldrig travrige at følge, da dramaet næsten hele tiden suppleres af ganske humoristiske indslag.
Den del af fortællingen der omhandler eleverne i 6.B, med særligt fokus på Hannah, og venskabet hun udvikler med klassens mest udfordrede og ensomme dreng, er på egen hånd nok filmens mest uinteressante aspekt. Manuskriptforfatter, Jakob Weis bruger snarere elevernes del af historien som et værktøj til at optrappe konflikter mellem forældrene. Et værktøj der på effektiv vis, er med til at rejse en af filmens vigtigste spørgsmål: er forældrene i stand til at sætte deres børns trivsel før deres eget behov for at føle sig vigtige i et fællesskab?
De små momenter stjæler showet
Det er ofte de små øjeblikke i filmen der kommer til at føles meget ægte. I et kort øjeblik under en længere scene indikeres det at Ulrik bekymrer sig om at hans plads i det sociale hierarki påvirkes af hvem han sidder ved siden af, når de voksne drikker øl. Det er med til at slå en pointe fast om at jagten på social status, for nogens vedkommende, aldrig ender.
Ligeledes tager Nikolaj Lie Kaas (i rollen som overklassefaren Tommy) sit udtryk og kropssprog i brug til at finde en balance mellem overlegen arrogance og underliggende usikker sårbarhed. Det gør at han, netop i de små øjeblikke mellem de store dramatiske scener, er i stand til at demonstrere skarp komisk timing og imponerende emotionel rækkevidde. Noget der, i høj grad, medvirker til at hans karakter bliver en af de mest vellykkede, i takt med at vi kommer tættere på ham.
De små momenter kan dog ikke redde alle aspekter af fortællingen. På filmens relativt korte spilletid lykkes det ikke at følge alle aspekter af historien ordentligt til dørs. Mikael Birkkjær og Lisa Loven Kongsli optræder ofte i filmen, men deres roller har ikke rigtigt nogen udvikling, og ender mest bare med at være komisk afveksling fra dramaet, med jokes der sjældent rigtigt lander. Ligeledes er der spændinger mellem andre bærende karakterer som der ikke graves nok i, og konflikter i fortællingen som løses lidt for hurtigt og nemt.
Trods filmens mangler, tager ’Fædre og mødre’ dig dog stadig med på en underholdende hyttetur hvor gode tematiske pointer kommer til udtryk gennem et interessant drama, suppleret af fin humor.
