’Fægteren’. Anmeldt af Jonas Adam Bloch Lajboschitz for filmmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen. www.nosferadio.dk

Den finsk-estisk-tyske film ‘Fægteren’ er baseret på en sand historie og var nomineret til en Golden Globe for bedste udenlandske film. På trods af sin forudsigelighed og en sløj afslutning er filmen dog stadig et produkt af solidt, omen uoriginalt, filmhåndværk.

Filmen udspiller sig i Sovjetunionen i starten af 1950’erne, da mesterfægteren Endel Nelis må flygte fra Leningrad til den lille by Haapsalu, der ligger på den estiske vestkyst. Estland havde under 2. Verdenskrig skiftevis været på sovjetiske og tyske hænder, for definitivt at være sovjetisk fra 1944 og frem til 1991. Ligesom med andre periodefilm er det den historiske kontekst, som danner udgangspunkt for handlingen, og grundet min manglende viden om Estlands historie var jeg hooked fra første færd. 

En Garde!
Endel Nelis, eller kammerat Nelis, er en sympatisk stilfærdig helt, der grundet sin ufrivillige relation til nazisterne er offer for Stalins menneskejagt. I håbet om at undgå fangenskab tager kammerat Nelis fra storbyen Leningrad til førnævnte Haapsalu, da han her kan få et job som idrætslærer på en skole og dermed holde lav profil fra de sovjetiske myndigheder. Han er et frisk pust i en by, der befinder sig i sørgelig tilstand, og hans fægtetræning bliver et højdepunkt for børnene i Haapsalu. Som resultat af krigen er flere af børnene desuden blevet faderløse, hvilket gør, at han kommer til at optage en stor plads i de små barnehjerter. Men skolens rektor er en ”systemets mand” og bryder sig derfor ikke om fægtning, som han anser for at være en højpandet sportsgren. Udover at modarbejde Nelis’ fægtetræning, begynder han langsomt at grave i vores helts sande identitet og fortid. Dette kulminerer i en meget svag tredje akt, hvor Nelis skal vælge mellem sig selv eller børnene.

En duel uden klingekontakt
Filmisk set byder ’Fægteren’ ikke på noget nyt og undervejs efterlyser man som seer et selvstændigt kunstnerisk udtryk fra den finske instruktør Klaus Harös side. Selve handlingsforløbet balancerer elegant med det historiske som ramme, men grundet en oversymbolsk tredje akt bliver persondramaet aldrig for alvor interessant og man efterlades med en opfattelse af, at det, i høj grad, er den historiske kontekst, der gør filmen spændende. Børnene er søde og elskværdige, og de små sidehistorier om de faderløse børn er, til tider, rørende, men det afholder ikke ’Fægteren’ fra at minde for meget om andre periodefilm.

Bag metalgittermasken
Kritikken af den sovjetiske undertrykkelsesmagt skinner tydeligt gennem og det historiske ved filmen er absolut troværdigt, hvilket til dels skyldes en stilet billedside, der giver et klart indtryk af Haapsalu anno 1952. Er man interesseret i sport og historie og gerne blandingen af de to, vil man også have tid til at beundre fægtningen, som er ganske seværdig. Som vi kender det fra sportsfilm, indeholder filmen desuden en markant underdog-fortælling, der desværre trækker filmens troværdighed i den forkerte retning.

Fægteklubben Nelis stiftede eksisterer stadig den dag i dag og at han tilmed var i live ved fejringen af Estlands uafhængighed i 1991, gør ikke hans historie mindre rørende. Filmen er dog arketypen på en periodefilm, fremstillet med den mest konventionelle formular og må derfor nøjes med fire små stjerner.