’Familien’. Anmeldt af Andreas Saxild for Filmmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen. www.nosferadio.dk

Hvis man nogensinde har fundet sig selv i familiens skød hvor den normale familiedynamik er blevet udfordret af den skøre tante, hvorpå trusler og besværgelser flyver over bordet til den højspændte påskefrokost, så har du oplevet 0,01% af den galskab der bliver fyret op under i ’Familien’. I filmen er den skøre tante dog ikke en biperson, men derimod den altdominerende matriark som i hver generation trækker i trådene for at sikre den fortsatte kærlighedsløse tilværelse for familiens kvindelige medlemmer.

”Life is very long” – T.S. Eliot, således indledes ’Familien’ af familiens mandlige overhoved før han kort tid efter forsvinder og begår selvmord. Tilbage står den pilleglade enke Violet (Meryl Streep), som hidkalder familien til en begravelsesmiddag de sent vil glemme. Den højspændte atmosfære starter allerede før en farceagtig bordbøn, hvor den kiksede fætter Charlie (Benedict Cumberbatch) får forstyrret freden med sin klodsethed. Lunten er tændt, og den tikkende bombe er klar til at eksplodere. Det er Violets intrigante og manipulerende kommentarer der til sidst får ældste datter Barb (Julia Roberts) til at bryde i håndgemæng med sin mor.

Det er virkelig god middagsunderholdning på ærkeamerikansk. Den hjerteløse familie er altomfavnende og de få sympatiske mennesker til stede i dette gudsforladte hus i Oklahoma er enten underkuede eller tør ikke sige noget af egentlig værdi. Det er en meget sjov dynamik som foregår for øjnene af én, men den er også meget forudsigelig. Familieintriger, alkoholisme, piller, utroskab, tragedie. Overraskelserne ligger ikke ligefrem og lurer rundt om hjørnet, og de store afsløringer bliver trukket meget i langdrag igennem høj- og lavspændte spisesituationer, til tider kedelige anekdoter og vittige bemærkninger.

Det hele handler dog mest om én ting. Hvorvidt den efter-sin-mor intrigante Barb får reddet og samlet familien eller om den får dødsstødet og spreder den udover hele landet. Temaet ligger og lurer i baggrunden indtil det bliver skåret ud i pap for publikum mod slutningen. Derfor forbliver det store billede en smule uinteressant, imens de små ting får lov at underholde.

’Familien’ er førsteklasses vittig underholdning for dem der ikke kan få nok af familieintriger. Spillet imellem Violet og Barb er hæmningsløst brutalt, men så snart filmen tager sig selv lidt for seriøst bliver den desværre en smule lang og kedsommelig. Filmens vittighed og til tider høje intensitet er ikke helt nok til at løfte den op på de helt store stjerner, til gengæld skal den roses for sine mange dynamiske scener der i hvert fald fik denne anmelders lattermuskler sat i arbejde.