Familien Jul

HogPInden længe er julen over os, og allerede nu er de første julefilm på plakaterne. Carsten Rudolf giver os med ‘Familien Jul’ et godt bud på en fælles biograftur for hele familien.

En nisse i skjul

Som de fleste andre børn elsker Hugo (Pelle Krusbæk) jul. Og med efternavnet Jul kunne man formode, at resten af familien deler Hugos begejstring for højtiden. Men Hugos far (Paw Henriksen), er efter eget udsagn ”jule-svag”. Faktisk kan Hugos far ikke fordrage jul, og han hævder, at det kun er børnehavebørn, der tror på nisser. Hugos mor (Marie Askehave), storesøster Vega (Liv Brandorf) og storebror Alfred (Alfred Bjerre Larsen) er heldigvis venligere stemte overfor julen end den julesvage patriark. Men det er svært for familien Jul at holde julestemningen høj. Derfor er det skæbnens ironi, der spiller familien et puds, da den 101-årig barnenisse Pixy (Herman Knop) bliver væk fra de andre nisser og flytter ind hos familien.

Hugo og hans søskende må forsøge at holde Pixy skjult for deres forældre, samtidig med at de lærer ham at begå sig i menneskenes verden. Men Pixy kan blandt andre finurlige tricks, trylle sig usynlig, hvilket viser sig praktisk i flere tilfælde, og Hugo og Pixy udvikler hurtigt et venskab. Tingene går da også godt indtil den dag, hvor Pixy viser sig for Hugos far. Han får nemlig et ildebefindende og må sygemeldes fra sit arbejde. Herefter må Pixy bo i familiens campingvogn i haven. Nemmere bliver det ikke, da det bliver sommer, og Pixy tager med på familiens campingferie.

AogN

Troværdigt samspil og gode skuespilspræstationer

’Familien Jul’ er et underholdende bekendtskab for børn og voksne. Der ligger en vis kvalitet i at få familielivet og samspillet imellem skuespillerne til at virke så troværdigt, som det lykkedes i ’Familien Jul’. Jeg tror på, at Hugos forældre er glade for hinanden. Jeg tror på, at Hugos mor har en god mor/datter-kemi med storesøsteren Vega. Paw Henriksen og Marie Askehave er glimrende sammen og som forældre til de tre børn (og Pixy). Men det er især Hugo, som spilles af Pelle Krusbæk (’Helium’, ’I lossens time’, ’Flyvere i natten’) som efterhånden ses i alle barneroller på dansk film, der bærer filmen. I en tid hvor ’Min søsters børn’ og ’Far til fire’ har været synonymet med dansk børnefilm, er det forfriskende med en film, hvor familielivet rent faktisk er en smule underspillet og virker overbevisende.

Der er gode grin og finurlige scener i ’Familien Jul’. Ud over det gode samspil imellem skuespillerne, skal instruktør og manuskriptforfatter Carsten Rudolf have ros for, at lade sine karakterer bande og foretage politisk ukorrekte handlinger. Sofie Lassen-Kahlke ses i en mindre rolle som den racistiske nabo, og Hugos far halshugger bogstaveligt talt julestemningen, da han river hovedet af en kravlenisse. Men det kniber altså lidt med julestemningen i ’Familien Jul’. Halvdelen af handlingen udspiller sig nemlig på familien Juls sommerferie – og dermed langt fra sne, juleand og bjældeklang. Da omverdenen på ferien opdager Pixy, er det med mistanken om, at han er stukket af fra en flygtningelejr. En konfliktoptrapning der virker en smule malplaceret i en ellers god historie. Pixy er trods alt lyshåret og ligner bestemt ikke et typisk flygtningebarn.

P

For meget sommer i julefilmen

’Familien Jul’ lægger sig imellem to genrer. Den bliver lidt for meget en børnefilm og lidt for lidt en julefilm. Det er egentlig ikke dårligt i sig selv. Og for en anmelder som ikke er videre begejstret for nogle af genrerne, var ’Familien Jul’ et godt bekendtskab. Men det giver filmen lidt genreforvirring, og der er lidt for meget sommer i denne julefilm. Men ikke desto mindre er ’Familien Jul’ et godt bud på en dansk børnefilm med god kemi imellem skuespillerne og solid dialog, der virker troværdig. ’Familien Jul’ skal nok vække begejstring og latter rundt om i landets biografer i december – men ikke nok julestemning.