Sveriges største instruktør gennem tiderne dykker ned i den menneskelige eksistens i en filmklassiker, der ubesværet tematiserer alt fra religion og sorg til barnlig uskyld og frisind.

Da svenske Ingmar Bergman døde i 2007, havde han instrueret over 60 film. Og netop det med døden havde han stor interesse i. ’Fanny og Alexander’ var hans sidste biograffilm og også her er det et dødsfald, der udgør fundamentet for historien. Men med en spillefilm på over 3 timer – og det er vel at mærke den forkortede biografversion – er der tid til lidt af hvert. Det mærkes, at filmen forsøger at indfange så mange som muligt af Bergmans tematikker i et samlet hele. Så tænker man, at det bliver noget værre rod. Men det gør det ikke. Slet ikke.

Alexander og Fanny
… burde filmen måske egentlig hedde. Alexander (Bertil Guve) er i hvert fald centret for opmærksomhed. Det er gennem hans øjne, at vi oplever hans elskede fars død. Det er hans svære prøvelser vi må gennemgå, når moderen efterfølgende gifter sig med en ondskabsfuld biskop. Og det er hans uskyldige glæde vi mærker, når den fordrukne og deprimerede onkel prutter sig ind i børnenes hjerter. Voksne mennesker er altid så tilbageholdende og forudindtagede. Børnene derimod oplever verden én til én uden filter.

Delvist en julefilm afbilder ’Fanny og Alexander’ en spraglet og sprudlende teaterfamilie, der samles til jul med dertilhørende fest og glæde. Miljøet kunne næsten ikke være mere charmerende. Sneen daler i begyndelsen af 1900-tallet, hvor hestevognene kører forbi vinduet i Ekdahl-familiens prægtigt indrettede bolig. Idyllen forstærkes af fotograf Sven Nykvists vidunderligt skinnende billeder, der præges af lange, detaljerige indstillinger.

Tvungen skyld
Kontrasten er så meget desto større, da familien flytter ind hos den nedrige biskop, der med hadefulde opdragelsesmetoder tvinger uskylden ud af børnene. Den lalleglade humor der præger begyndelsen, forsvinder med et piskesmæld, men filmens integritet opretholdes på trods af historiens omskiftelighed.

Det følelsesmæssige spændingsfelt mellem sorg og glæde rummer enorm kompleksitet og særligt Alexander, men også børnenes mor velsigner filmen – for nu at blive ved det religiøse – med svære problemstillinger om kærlighed og moral. Hvor langt kan man eksempelvis gå for at beskytte sine børn fra et onde man selv har bragt dem? Får vi i sidste ende, hvad der tilkommer os? Og i så fald hvordan?

Omfangsrig sædeskildring
’Fanny og Alexander’ er umådelig vanskelig at indfange i så få som 500 ord og der må naturligvis udelades en hel del. For tematikkerne er mange og rækker vidt. Filmen er en omfangsrig sædeskildring af barndoms- og familielivet i en tid, der på overfladen ser romantisk ud, men ikke kræver mange spadestik før glasuren sprækker.

Langsommelig er den ganske vist, men også komplet uforudsigelig og hysterisk morsom. ’Fanny og Alexander’ står stadig klart som et formfuldendt karakterstudie og en glorværdig kulmination på en af de største filmskaberes virke.

‘Fanny og Alexander’ kan ses i Cinemateket, hvor den er månedens film.