Fantomdrengen er en frisk fyr, der flyver fra sin sygeseng for at frelse sin hjemby fra en skurk med et flækket fjæs. Filmen om ham har dog svært ved at finde frem til et veldefineret superhelteunivers.

Drengen Leo ligger på hospitalet med en kræftsygdom og har lige påbegyndt kemoen, da han finder ud af, at han kan astral projektere – altså forlade sin egen krop. Således kan han som et spøgelse vandre rundt i New Yorks gader, når han sover. En dag møder han en politimand, der forstår værdien af hans evne, og sammen sætter de sig for at stoppe Manden med det Flækkede Fjæs – en superskurk, der har sluppet en altødelæggende computervirus løs i New Yorks virtuelle infrastruktur.

Godt introduceret – knap så godt indtalt
Filmens introsekvens er en af de fedeste, der har ledsaget en superheltefilm længe. Helt grafisk rent skåret og tilsat travle, men alvorlige celloer suser fantomet rundt mellem New Yorks vartegn. Resten af filmen har bibeholdt den samme skrabede animation, hvor det især fungerer godt, at bevægelige elementer i billedet flimrer af blyantsstreger. Det fungerer bedst under actionscener, men det kan godt være svært at få følelserne med, når ansigterne er så skrabede og dialogen desværre også lettere anstrengt.

Replikkerne er nemlig lige lovligt friske og sjove i ‘Fantomdrengen’. Vi rammer noget, der minder om et 70’er børnefilmsunivers, hvor skurkene bander hele tiden. Det er en model, der egner sig godt til komik, så de slemme drenge bliver hurtigt bedre selskab end Leo hvis bidrag til samtalen hovedsageligt er punchlines, der på anstrengende vis påpeger det indlysende. Ydermere virker hans families kærlighedserklæringer forcerede og stive i den danske oversættelse.

Fornuft og følelse
Man har glemt noget helt centralt i denne superheltehistorie; nemlig at give hovedskurken en historie og en grund til at ville tage magten over New York. Vi ved at hans ansigt er voldsomt vansiret, og at han konstant prøver at fortælle sin – efter eget udsagn – rørende baggrundshistorie. Vi når dog aldrig til afsløringen, så skurkens motivation bliver ved med at svæve i det uvisse. Selv i børnefilm, hvor grænsen mellem godt og ondt er veldefineret, skal der stadig være en bedre grund til at smadre New York med virus, end at man havde en computer og ikke skulle noget andet den dag.

Overnaturlige og fantastiske elementer fungerer klart bedst, når man kan redegøre for hvad deres muligheder og begrænsninger er. Leo begynder eksempelvis at gå i opløsning, hvis han er væk fra sin krop for længe. Dette bliver selvfølgelig testet på et tidspunkt, men slutningen vælger en Deus Ex Machina løsning over konsistens inden for eget univers, hvilket er ærgerligt.

Tager tilløb, men letter aldrig
Filmen tilføres en klædelig alvor med kombinationen af Leos sygdom og superkraft. Især når han kan se sine forældre bryde sammen, mens de tror, de er alene. Imidlertid bliver man i tvivl om, hvad pointen egentlig var, når sygdommen ikke synes vigtig i resten af filmen. Nogle gange har Leo kvalme, men han forhindres ikke i at flyve rundt og udbryde kække bemærkninger. Spøgelsesevnen bliver heller aldrig til den metafor for Leos ødelagte krop, som kunne have gjort ‘Fantomdrengen’ til endnu mere end børneunderholdning.

‘Fantomdrengen’ er en god og sympatisk idé. Den begynder godt med en usædvanlig dreng, hvis sind kan det, hans krop ikke magter. Efterhånden bliver man dog træt af den overfriske dialog, de inkonsekvente fantomregler og den stakkels skurk, der aldrig får lov til at nuancere historien, hvorfor denne flyvefilm bliver gumpetung i længden.