Op ad bakke hele vejen. Nu med selfies.

Historien om Far til fire er vel nærmest blevet et fænomen i dansk familieunderholdning. Et lille stykke uskyldigt filmnostalgi. Måske derfor føler jeg mig nærmest forulempet, når Bodil Kjær bliver offer for sjofle jokes og Onkel Anders’ figur ikke længere er en hvidhåret mand med stok, men en Ray Ban bærende, yogadyrkende hipster.

Gode intentioner er der nok af
Handlingen er simpel ligesom moralen: Alle er bange for noget. Far, spillet af Martin Brygmann, lider af højdeskræk – selvfølgelig i en helt overdreven og overspillet grad. Heldigvis kan frygt kureres, og far må finde en kur, hvis han ikke skal takke nej til et job på 27. etage, som kan forhindre familien i at flytte til ”nowhere”, som Mie formulerer det på godt dansk. Hele familien tager derfor til Norges fjelde i et forsøg på kollektivt at overvinde fars højdeskræk. Tanken er smuk, Norge er smuk, men så er der heller ikke andet pænt at sige om ’Far til fire – på toppen’.

Far til fire – trying too hard
Jeg er klar over, at jeg falder udenfor målgruppen som Far til fire er produceret med henblik på at ramme, men det er ikke undskyldning nok for 87 minutter uden bare antydningen af et grin. Dermed ikke ment, at man ikke har forsøgt på at være sjov. Det har man – i imponerende desperat grad. Så desperat, at det ville være passende at ændre filmens titel til ’Far til fire – trying too hard’.
’Far til fire – bunden er nået’, eller ’- endnu en bundskraber’ ville også udgøre gode alternativer. Forsøget på at peppe filmen op med lidt action værdsætter jeg til gengæld. Ikke fordi det i sig selv gør noget godt for filmen som sådan, men fordi disse scener indeholder minimalt skuespil og replikker.

Far til fire – seriously underfucked
Når det kommer til skuespillet generelt, er det svært at skelne dårligdommene fra hinanden. Det er ikke godt, slet ikke, men når det er sagt ville manuskriptet kunne få selv de dygtigste skuespillere til at fremstå inkompetente. Selv den elskværdige Martin Brygmanns rolle som far bliver pinlig – altså i den forkerte og ikke morsomme forstand.

Hvor mor er, og om hun nogensinde har været der i fortællingen, forbliver et uopklaret spørgsmål. Noget vi til gengæld ikke er i tvivl om i denne moderne version af historien er, at far savner kvindeligt selskab.
Anne Sofie Espersen spiller en femme fatale, og et øjeblik blev jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt dette skulle blive den første film i serien, hvor far får noget på den dumme. Heldigvis er der børn til stede – også i filmen – og far må tage til takke med at sove med tøjdyret Bodil Kjær.

Far til fire – rimelig ’nedern’
Om idéen om en nymoderniseret indspilning i ’Far til fire’-franchisen nogensinde har været god, bliver for mig et tilbagevendende spørgsmål. Svært bliver det i hvert fald at sammenligne resultatet med andet end det barn som forældre får i et forsøg på at redde et forlist ægteskab.
DFI hoster troligt op med børnepengene – igen en sød tanke – men hvor ville jeg ønske, at filmstøtten var havnet direkte i Thomas Bo Larsens lommer. I hvert fald hvis det havde forhindret det absurde og hjerteskærende syn det var, at se ham tage selfies i rollen som en ’moderne’ Onkel Anders.
Kort sagt, og med et udtryk, der med sikkerhed blev brugt i filmen, er ’Far til fire – på toppen’ rimelig nedern.