Af Kasper Vegeberg

I gamle dage betød ”Far til Fire” familiehygge omkring tv’et eller en sikker vinder til jul, når Lille Pers sang om juleballet i nisseland lystigt spredte stemning i hele stuen. Sådan er det ikke længere. Ikke siden man forsøgte at genoplive det folkekære koncept. Og selvom man efter hver af de nye Far til Fire film tænker, at efter sådan en katastrofe må det da være slut, kommer der endnu en. Det er sket igen. Denne gange er det ”Far til Fire – tilbage til naturen”.

Fars svenske kusine Annika har fødselsdag, og derfor tager han sine fire ualmindeligt smilende børn samt onkel Anders med sig til Sverige for at nyde naturen i Annikas skov. Men en bande af svenske bondetampe med ond latter raserer skoven ved at smide brugte køleskabe overalt, og da familien tager dem på fersk gerning, driver banden dem ind i den dybe skov. De må nu finde tilbage til Annika og stoppe banden.

Filmen har et budskab, der går ud på ikke at forurene. Det er jo i og for sig meget fint, men problemet er bare, at det er taget ned på et så hjenedødt plan, at man nærmest får lyst til at forurene blot for at trodse filmen. Navnlig får man lyst til det, når man ser, hvordan elven begynder at lyse grønt og give hele familien Lille Per svie, så snart de brugte køleskabe kommer i kontakt med vandet. Alt lige fra den fejlsynkroniserede lyd af onkel Anders’ mundharmonika til filmens tåkrummende kopi af en Alene Hjemme-sekvens, fortæller de danske børn, at man ikke ser dem som andet end dumme pengemaskiner. Filmens kvalitet og sans for historie og mening er simpelthen under børnenes værdighed. Og hvis børnene virkelig æder det råt, vil de da aldrig turde røre et køleskab igen!

Og det gælder også hele idéen bag bandens ondsindethed; de bliver betalt af det uvidende svenske folk for at køre køleskabene til genbrugsstationen, hvor man i øvrigt får et gratis kamera eller mp3-afspiller for at aflevere dem. Men i stedet kører de ud i skoven og dumper dem i tilfældige søer. Man må spørge sig selv: hvorfor kører de ikke bare køleskabene til den lokale genbrugsstation, når de alligevel har ladet bilerne med dem? Det er blot et af mange spørgsmål, man stiller sig selv efter det første, der popper op; hvorfor bliver familien ved med at tage den belastende, gamle mand, onkel Anders med sig overalt? Har han ikke noget bedre at give sig til?

Og det tænker man jo generelt om hele holdet bag filmen: har de ikke noget bedre at give sig til? Har investorerne ikke noget bedre at bruge deres penge på? Og hvor er det sørgeligt, at ikke blot talentfulde veteraner som Niels Olsen og Anders Hove må påtage sig roller i film som denne, men at også ungt talent bliver spildt på den måde. Her tænker jeg blandt andre på den unge skuespillerinde Carla Mickelborg (Søs), som ellers viste stort potentiale som den søde, morderiske kone i kortfilmen Påskefrokosten.

”Spildtid” må være nøgleordet i Far til Fire –  tilbage til naturen. Hvis man vil have en god filmoplevelse med sine børn i efterårsferien, skal man i stedet gå i en videoforretning og leje eller købe nogle af de fremragende børnefilm, som Danmark igennem tiden har disket op med. ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, ”Jungledyret Hugo” eller ”Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger” er bare et par eksempler. Men Far til Fire vil jeg fraråde.

Filmen har premiere 6. oktober over hele landet.