Aggressiv mafioso-families ekstroverte voldelighed skaber snarere undren end latter. Luc Besson har i samarbejde med Martin Scorsese skabt en mobster-komedie, hvis velproducerede ydre desværre ikke skærmer for den mislykkede humor og ujævne historie. De Niro og Pfeiffer gør deres bedste for at holde filmen oven vande.
Da mafiabossen Giovanni Manzoni (Robert De Niro) udleverer sine kollegaer hjemme i Brooklyn til politiet, må han, hans kone Maggie (Michelle Pfeiffer) og deres to teenagebørn Belle (Dianna Agron) og Warren (John D’Leo) flytte til en lille fransk bjergby i Normandiet som del af et vidnebeskyttelsesprogram. Her skal de, under dæknavnet ”familien Blake”, forsøge at falde til i landsbylivet som en ganske almindelig ”all-american family” og for alt i verden ikke tiltrække unødig opmærksomhed. Da alle familiens medlemmer har store vanskeligheder med at fralægge sig deres hang til voldelige løsninger på alle småbagateller og i det hele taget ikke formår at omgås den lille landsbys øvrige beboere, bliver det svært at skjule deres kriminelle identitet.
Snart er Giovannis tidligere venner på sporet af familiens skjulested og dukker op for at gøre regnskab for fortidens fejder.
Kvalitetsstempel skaber skuffelse
Der er ingen tvivl om, at samtlige navne på filmplakaten for de fleste vil syne som en slags kvalitetsstempel; med Luc Besson i instruktørstolen, Martin Scorsese som executive producer og De Niro og Pfeiffer i de bærende roller burde det ikke kunne gå helt galt, skulle man tro.
Men ak – Farvel til mafiaen viste sig, i hvert fald for denne anmelder, at være en fæl skuffelse i form af en tynd historie, lappet sammen af genrer der peger i hver deres retning samt en alt for plat og voldsdomineret humor.
Voldsdomineret humor og franskmænd med ekceptionelt sprogøre
Særligt sidstnævnte gør sig gældende helt fra begyndelsen, idet familien Manzonis manglende evne til at styre deres hidsige temperament udgør filmens komiske rygrad: Maggie sætter ild til den lokale købmandsbutik, Giovanni brækker blikkenslagerens arme og ben med en hammer, Belle slår en lidt for påtrængende beundrer til blods med en tennisketsjer og Warren stjæler, bestikker og sælger stoffer til sine klassekammerater. Er det sjovt? Ikke umiddelbart, nej; og når størstedelen af filmens humoristiske indslag er baseret på den slags umotiverede, overgjorte voldsseancer, begynder det at dirre i mundvigene på det optrukne smil. Hvis det gælder liv eller død, kan man vel gå ud fra, at ethvert individ med en nogenlunde funktionsdygtig hjerne vil kunne undlade at slå mere eller mindre uskyldige folk halvt ihjel.
Derudover kan man diskutere, hvor troværdigt det er, at disse – indbyggerne i den lille franske landsby – alle taler flydende engelsk, om end med en snert af fransk accent. Har man ferieret i Frankrig, vil man nok hurtigt kunne genkalde sig den store mangel på engelskkundskaber selv i landets hovedstad.
Usammenhængende handlingstråde og genreforvirring
Selvom alle familiemedlemmer tilsyneladende er splitterravende vanvittige og på ingen måde forstår at holde lav profil, er det ikke de daglige aggressionsudladninger, der afslører dem. Tværtimod bliver en række sammenspundne og meget søgte tilfældigheder, der involverer den lokale skole-avis’ eventyrlige rejse over Atlanten og lige ind i fjendens fængselscelle i Brooklyn, spinkelt bindeled mellem de to handlingstråde. At fjenderne derudover ikke etableres som værende synderligt farlige, gør den højdramatiske slutning ligegyldig og næsten komisk. Det er svært at have det skidt med, at nogen bliver såret, når det kort forinden var meningen, at man skulle grine af brækkede arme og ben.
Derudover kommer enkelte karakterers drastiske handlinger pludseligt og ud af den blå luft, som for at skabe lidt ekstra drama, hvilket blot understreger historiens utroværdighed.
Udmærket skuespil trods dårligt manus
Stjerneskuespillerne gør et solidt stykke arbejde for at holde det tynde, usammenhængende plot oven vande. De Niro er upåklagelig i rollen som den aldrende mafia-boss Giovanni Manzoni, der udadtil agerer amerikansk forfatter og kærlig familiefar, men i det skjulte er hårdkogt mafioso.
Der opstår faktisk ganske fine meta-momenter med referencer til hans tidligere præstationer i Godfather II , Once Upon a Time in America og ikke mindst Goodfellas, der ligefrem nævnes i én af filmens mindeværdige scener: Giovanni er indbudt som æresgæst til den lokale filmklubs visning af Vincente Minellis klassiker Some Came Running fra 1958, grundet sin (falske) status som amerikansk forfatter. Desværre har klubben fået tilsendt den forkerte film, og kunne det være andet end Martin Scorseses Goodfellas? Det er ganske skægt fundet på at lade De Niro som Giovanni Manzoni sidde og betragte sig selv som James Conway.
Michelle Pfeiffer, der har prøvet kræfter med genren i Married to the mob, udviser sin tæft og professionalisme ved at give sig helhjertet hen til filmens mange latterlige påfund, mens Tommy Lee Jones højner filmens kvalitet en anelse i godt samspil med De Niro.
Farvel til mafiaen er teknisk set utroligt velproduceret ned til mindste detalje, men det hjælper ikke meget, når manuskriptet halter gevaldigt. Hverken humor eller action rammer plet i virvarret af genrer, så dommen må, trods enkelte lyspunkter, fældes hårdt med et køligt farvel til mafiaen.
