Farvel til Tyskland -

Dette velspillede drama er på ingen måde dårligt, men efter hundredvis af film om Holocaust-rædslerne lykkes det ikke ’Farvel til Tyskland’ at skille sig ud trods af nuancer hist og her.

Holocaust er vor tidshistories største forbrydelse – det er der ingen tvivl om. Om alle holocaust-film kan ramme denne periodiske udryddelse af seks millioner jøders sorg og pinsel, kan der opstå mere tvivl om. For på trods af gode intentioner og et glimrende cast, formår denne film om jødeforfølgelsen aldrig at nå samme emotionelle dybde som sine konkurrenter.

Den jødiske hævn
’Farvel til Tyskland’ foregår efter 2.verdenskrigs afslutning og følger adskillige jøder, som har overlevet koncentrationslejrene. En af disse jøder er charmøren David Bermann, som overlevet udelukkende ved at spille hofnar for SS-soldater. Han har ikke meget tilovers for de tyske Schweinhunde og vil sammen med sine venner forsøge at komme til USA hurtigst muligt. For at skaffe penge til rejsen starter David Bermanns gruppe af overlevende jøder en forretning. Ved brug af gammeldags svindelnumre sælger de lagener og håndklæder ”fra Paris”. Typisk til sørgende, tyske forældre, der har mistet deres børn i krigen. ”Vi er den jødiske hævn” erklærer en af Davids venner og forretningen går strygende. Men David holder på en dybere hemmelighed, da amerikanerne mistænker ham for at have været i ledtog med Nazisterne. Forretningen begynder også at få tilbagegang, da jøderne bliver tvunget til at konfrontere deres traumatiske fortid i lejrene.

Præmissen er absolut lovende og det hjælper gevaldigt, at David Bermann bliver spillet af den karismatiske Moritz Bleibtreu (’Das Experiment’, ’Lola rennt’). Man tror på hans præstation som den charmerende men kølige sælger, der gør alt hvad han kan for at skjule sin indre sorg. Han bliver hjulpet godt på vej af et generelt stærkt cast og lovende instruktion af belgiske Sam Garbarski.

Nuancer men mangel på dybde
”Hvad du ser fandt sted, hvad der ikke skete fandt også sted” er den første tekst vi får som tilskuere, hvilket lægger mere op til en sort komedie end det drama, som filmen egentlig er. En god one-liner hist og her skaber desværre ikke en komedie, og det kan føles svært at grine, når vores helte ”på humoristisk vis” sælger tøj til en sørgende mor, der har mistet sin ældste søn i den forfærdelige krig. Komedien når sit højdepunkt da Davids venner forsøger at sælge håndklæder til en ægte tyrolertyskerkvinde, der med sit fjumsede, falske smil forklarer jøderne, at de tyske borgere jo ikke vidste, hvad der egentlig foregik. Dette bliver efterfulgt af en fantastisk blikveksling mellem hende og de to sælgende jøder, der i et splitsekund overvejer at give hende et smæk på kæben.

Denne korte udveksling blandt overlevende jøder og almindelige tyskere er noget, som man næsten aldrig ser på film, der omhandler holocaustens eftermæle, hvilket skaber en dejlig nuance. Det er også atypisk positivt at følge et rolleskift, hvor det er jøderne, der udnytter tyskerne, selvom det ikke leveres på den komiske manér, som filmen nok havde ønsket.

I sidste ende er ’Farvel til Tyskland’ et godt eksempel på helstøbt håndværk, der i kampen mod andre film om jødeforfølgelsen formår at vise andet syn på rædslerne, så man alligevel ender med at lære noget nyt. Desværre gør filmens mangel på emotionel dybde, at den aldrig når over grænsen fra undervisningsmateriale til ægte filmkunst.