’Fasandræberne’ er en skræmmende god film, der indespærrer sine karakterer og sit publikum i dystre afkroge af menneskets sind.

En 20 år gammel sag om et brutalt mord på et tvillingepar bliver genåbnet af afdeling Q. Tvillingernes far har begået selvmord og efterladt beviser for, at manden som blev kendt skyldig i drabene har nogle tvivlsomme forbindelser til en gruppe rigmandsbørn fra den nærliggende kostskole.

I politifilerne fra 1994 finder Carl Mørck (Nicolai Lie Kaas), hans assistent Assad (Fares Fares) og deres nye sekretær, Rose (Johanne Louise Schmidt), deres første spor: et opkald til alarmcentralen fra kostskoleeleven Kimmie. Eftersøgningen sættes i gang. Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie. Hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt for at forhindre fortiden i at indhente dem.

Det er igen Nikolaj Arcel, der har stået for at omsætte Jussi Adler-Olsens succesfulde bog til filmmanuskript. Denne gang har han haft selskab af kompagnonen Rasmus Heisterberg, og sammen har de formået at få Adler-Olsens ’Fasandræberne’ skåret ned til en spillefilm på lige knap 2 timer. Det har de gjort ganske skarpt. Det har dog den konsekvens, at udviklingen af hovedpersonerne Carl Mørck og Assad og deres forhold til hinanden er henlagt til mindre scener, der ofte trækker på viden fra den foregående film ’Kvinden i Buret’.

I stedet er det prioriteret at bruge tiden på at udforske de både fysiske og psykiske afkroge af kostskoleeleverne Ditlev, Ulrik og Kimmies liv. Vi oplever dem som brutale kostskoleelever i start-90’erne og møder dem i dag: Ditlev og Ulrik som succesrige forretningsmænd, Kimmie som psykisk nedbrudt og hjemløs.

Udover at kunne glæde sig over at have Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares tilbage som makkerpar på lærredet, er det også en fornøjelse at opleve resten af det velspillende cast. Især Sarah-Sofie Boussnina og Danica Curcics fælles portrættering af karakteren Kimmie er nervepirrende god.

Når det ikke er den tunge stemning, der indemurer filmens karakterer, er det i stedet set-designs, kamera- og lysarbejde, der viser os, at vi kommer så langt ind i karakterernes sind, at realismen nærmest bliver fantastisk. Man oplever derfor, at filmens fysiske virkelighed af og til bliver skævvredet, når Carl Mørck og Assad tager på oplevelse i underverdenen, på samme måde som vi så det i ’Kvinden i Buret’. Det fungerer godt som etablering af en overordnet fælles kurs for filmatiseringen af serien om Afdeling Q, når nu der ikke er blevet så meget plads til Carl Mørck og Assad.

I den næste film i rækken kommer Nikolaj Arcel også til at indtage instruktør-stolen. Om det kommer til at betyde noget for Afdeling Q, må vi vente med at se til næste år. Det er dog sikkert, at ’Fasandræberne’ er bedre end ’Kvinden i Buret’, så der skal meget til for at både denne og næste film ikke sprænger det danske billetsalg endnu en gang.