Gennem personlige erindringer og interviews, der aldrig har været offentliggjorte før, tegner Christian Braad Thomsen et portræt af en af Tysklands største instruktører nogensinde.

Rainer Werner Fassbinder var en ægte auteur. Han var en nyskabende instruktør, der provokerede, og samtidig en excentrisk personlighed. Og så døde han ung, kun 37 år gammel.

Men hold da op, hvor han nåede at få sat et aftryk på filmhistorien i sin korte karriere. Hans oeuvre er imponerende: På 14 år nåede han at instruere og skrive 60 biograf- og tv-film. 60! Der giver et gennemsnit på lige knap 4,3 film per år. Til sammenligning er Hitchcock krediteret for 53 film på 51 år – altså lige over én film per år.

Fuld åbenhed: Jeg har kun set ‘Frygt æder sjæle op’ (1974), måske Fassbinders mest kendte film, der er et remake af den qausi-danske Hollywood-instruktør Douglas Sirks melodrama ‘Med kærlighedens ret’ (1955). Men et større kendskab til Fassbinders værker er ikke nødvendigt, for Christian Braad Thomsens portræt starter ved begyndelsen, da Fassbinders første spillefilm, ‘Kærlighed er koldere end døden’, får en forfærdelig modtagelse ved Berlinalen i 1969.

Filmen havde minimal dialog og lange indstillinger, hvor skuespillerne ikke rigtig foretog sig noget. Det huede ikke publikum, men Thomsen kunne se meningen med det hele, og han indledte et venskab med den stort set jævnaldrende tyske instruktør.

Thomsen fortæller roligt og pædagogisk om Fassbinders tumultariske liv og virke gennem en kombination af personlige erindringer og interviews med Fassbinder selv, Fassbinders mor, og flere af instruktørens nærmeste samarbejdspartnere. Thomsen går psykoanalytisk til værks og undersøger, hvordan Fassbinder blev påvirket af en far, der skred, og af at vokse op i Tyskland i tiden efter nazismen.

En ven og et idol
Det er helt tydeligt, at Thomsen betragtede Fassbinder som en nær ven, for det gennemsyrer fortællingen. Thomsen elsker Fassbinder uden at kræve noget til gengæld. Men nogen gange fører kærligheden til en måske lidt overdreven respekt, som var det en discipel, der portrætterede sit idol.

For eksempel ventede Thomsen angiveligt over 30 år med at gennemse det sidste interview, han lavede med den tyske instruktør før hans død. Han var bange for, at Fassbinder havde været for træt, at han ikke havde været klar i mælet, da kameraet var tændt på et hotelværelse i Cannes. Som om Fassbinder bare ikke måtte tage fejl, ikke måtte være mindre end genial.

Og Fassbinder er overraskende klar i mælet. Og selv om han ser udmattet og slidt ud, filosoferer han klogt og ærligt over for Thomsen. Interviewene er filmens trumf, men samtidig en svaghed. For talking heads fylder meget, og det er bare ikke særlig filmisk. Der bliver ganske vidst også vist klip fra Fassbinders film, arkivmateriale og enkelte behind the scences-klip, men en stor del bliver nu en gang udgjort af talking heads og fotografier.

‘Fassbinder – at elske uden at kræve’ er et intimt og kærligt portræt. En ode fra en filminstruktør til en anden. For Fassbinder-fans vil den formentlig bringe nye aspekter frem i lyset. For nybegyndere er det en god indgang til en kompleks instruktør.