Af Martin Wolsgaard

Faster er en hårdtpumpet, overvoldelig og ensporet fortælling om hævn. Den har ca. lige så lidt på hjerte, som sin fåmælte antihelt, Driver (Dwayne ”The Rock” Johnson), der er en usårlig menneskelig Superman med en metalplade i hovedet.

Filmen begynder med, at Driver bliver løsladt fra at have afsonet en 10-årig fængselsdom for et bankrøveri, der endte skidt. Efter røveriet blev Driver og hans storebror nemlig snydt, hvilket førte til, at broderen blev slået ihjel og Driver smidt i fængsel. Han spildte dog ikke tiden, og kommer således ud utrolig stærk og utrolig hævntørstig.

”The Rock” er ustoppelig og majer hen over alt, der står i vejen for, at han får sin hævn. Det er passende i forhold til karakterens navn, at han store evner bag rattet. Han kan således så let som ingenting køre i bakgear i modgående trafik og i sidste sekund dreje bilen 180 grader og fortsætte flyvende fremad.

Filmen er instrueret af George Tillman Jr., og den er en tredelt jagtsekvens, hvor Driver er efter dem, der stod for storebrors død. Han forfølges selv af Killer (Oliver Jackson-Cohen), som er en lejemorder, der mest af alt virker som om han dræber for at få et adrenalin-kick ud af det. Til sidst er der Cop (Billy Bob Thornton), en politimand, der tilsyneladende jager Driver for at opretholde ro og orden. Han er dog samtidig en stofmisbruger med en svaghed for heroin.

Faster har med andre ord på papiret alle komponenterne, der skal til for at lave et sprængfarligt actionbrag. Og oveni det, ser den gerne sig selv som en moderne spaghetti western a la Den gode, den onde og den grusomme. Det er imidlertid en skam, at den fejler på nærmest alle punkter. Fyldt med plothuller og endimensionelle karakterer, der spilles af skuespillere, der ikke spiller skuespil, men snarere bare går rundt og skyder meningsløst på hinanden. I denne sammenhæng er det mest passende at kalde ”The Rock” personificeringen af en steroidedrøm.

Strukturen i Faster er omtrent lige så klodset som sin hovedrolleindehaver. Smarte kameravinkler og fine ændringer i farvetoningen kan ikke camouflere den snublende fortællestil, hvor plottets falder som mursten – tungt og forudsigeligt.