Spaniens spændende, unge manusforfatter/instruktør Carla Simón vil, med sin anden spillefilm, gerne fortælle en realistisk fortælling der vejer autenticitet over dramatisering. Resultatet er et behersket familiedrama, med troværdige og rørende forhold mellem nøglekaraktererne. Dog tones dramaet ned til en grad, der til tider grænser op til det monotone.

I en ferskenlund i den catalanske kommune Alcarrás (som også er filmens originale titel) står Solé-familien for den årlige ferskenplukning hver sommer. Familien bor sammen, fordelt på tre generationer, på den samme grund, og lever af at sælge deres ferskener.

Denne sommers ferskenplukning bliver dog deres sidste på grunden, da landejeren Joaquin Pinyol vil skaffe sig af med ferskentræerne til fordel for solcellepaneler.

Det fremgår hurtigt at vi har at gøre med et realistisk drama, hvor vores hovedpersoner ikke kan stille noget op mod Pinyol. Familien skal altså ikke i bedste ’Hollywood underdog story’-stil mod alle odds finde en måde at få skovlen under den overlegne ’skurk’. I stedet fokuserer filmen på hvordan en sårbar familie håndterer en uundgåelig udsigt til enden på deres livsværk. En præmis som Carla Simón bygger en række troværdige, og tematisk rige, konflikter op omkring, med udgangspunkt i et autentisk sæt af karakterer.

Familiedynamikken er filmens liv og sjæl

I første del af filmen er der rigeligt med praktisk information der skal formidles til os. Her virker filmens pacing lidt langsom og fortællingen kan derfor i begyndelsen virke lidt travrig. Men når alt den essentielle information er på plads, tager karakterudviklingen for alvor fat. Og det er her at filmen er bedst.

Tag bare filmens hovedrolle, Quimet. Som søn af et gammelt ægtepar, bror til to søstre og far til tre børn, har Quimet på mange måder påtaget sig rollen som familiens overhoved. Han styrer ferskenlunden med passion, og han har tydeligvis givet meget af sig selv for at mestre sit håndværk og forsørge sin familie. Det hårde arbejde sætter dog sit præg, både fysisk og psykisk. Hans, til tider, udadreagerende håndtering af stress over arbejdet og situationen med solcellerne, fører til interne konflikter i familien.

Det er især konflikterne mellem Quimet og hans søstre der fylder i plottet, og opstiller spændende paralleller mellem deres generation og deres børns generation. Den yngre generation bliver indirekte ofre for konflikter mellem deres forældre. Derudover kan man spejle Quimets børns søskendedynamik i Quimet og hans søstre. I det hele taget er det et tilbagevendende tema i filmen at børnene bliver et produkt af deres omgivelser.

Realismen, som vi ser i plottet og karaktererne, suppleres også effektivt af filmens visuelle præsentation der sætter os i øjenhøjde med karaktererne. Kameraet følger familien i de snævre passager mellem ferskentræerne når de er ude og plukke. Vi kigger med over skulderen på Quimets ældste datter, når hun i smug overværer et skænderi mellem to familiemedlemmer. Vi oplever endda kameraet ryste i scener hvor karakterer kører bil på ujævnt terræn.

Trods autenticiteten som vi finder i karaktererne og dynamikkerne imellem dem, kommer de romantiske forhold desværre til at stå i skyggen af søskendeforholdende og forholdende mellem forældre og børn. Pardynamikkerne i filmen er simpelthen bare ikke lige så interessant realiseret.

Et underspillet drama på godt og ondt

Det virker til at Carla Simón har instrueret sine skuespillere, til at levere underspillede præstationer. Sådan er resultatet i hvert fald blevet med stort set alle karakterer.

Langt hen ad vejen virker det rigtigt fint, og bidrager til en realistisk følelse. Familiemedlemmer holder tilbage i skænderier med hinanden. Karakterer brænder inde med følelser på overbevisende vis. Det mærker man især på det komplicerede, og ofte anspændte, forhold mellem Quimet og hans søn. Ingen af parterne er særligt gode til at give udtryk for deres følelser overfor hinanden, til trods for at de begge tydeligvis bærer rundt på en masse.

Dog tager Carla Simón i flere omgange den underspillede tilgang for langt. Antallet af scener hvor karakterer blot står i stilhed og surmuler tager en anelse overhånd. Ligeledes ender fortællingen med at bevæge sig for let over episoder der har bygget op til noget mere dramatisk. Et lidt skuffende aspekt der får dele af fortællingen samt enkelte karakterer til at virke en anelse monotone.

Den eneste der virkelig formår at komme ud over denne tendens, er Jordi Pujol Dolcet, i hovedrollen som Quimet. Han formår at demonstrere dramatisk alsidighed i visse nøglescener, der succesfuldt løfter hans karakter, uden at gå på kompromis med den beherskede dramatiske tone.

’Ferskenlunden i Catalonien’ er, trods enkelte skuffelser, et vellykket familiedrama, af en dygtig ung manusforfatter/Instruktør der bliver meget spændende at følge.