Nu er rutinen ved at være der: stå op, skrive blog, se film, spise i en hujende fart og så se film igen, kaffe, mere film, og forsøg på at finde noget halvvejs ordenligt mad, mens man haster til den næste forestilling. Det er ret hektisk mellem filmene, og nogen gange er det også hektisk under filmene. Det er sket et par gange, at man får lov at se starten et par gange, enten fordi der ikke er nogen lyd, eller måske er der forkert lyd, det hører med, og det er med til at understrege festivalstemningen. Eller når man kan se, at filmkopien er godt slidt, og kan forestille sig, hvordan den har været vist på festivaler over hele verdenen. I dag var der dog ingen problemer, mine mandagsfilm blev leveret helt som de skulle, selvom det måske havde været bedre, om de var gået i fisk…

Det startede ellers vældig godt med den franske “The Beautiful Person”, en film om nogle unge i en gymnasieklasse der kæmpede med livet, døden og kærligheden. Filmen havde en ret fransk holding til troskab og en fordomsfri tilgang til lærer/elev forhold, som helt sikkert ville føre til fyringer, hvis det foregik indenfor det danske gymnasiesystem. En ganske fin film, der hellere ville vise end forklare, hvad der skete. Eneste indvending var slutningen, der måske blev en anelse for dramatisk.
“12 Lotus” tog mig med til Singapore i en form for musical, om en pige der bliver sangerinde, men med store omkostninger. En film der var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. I starten syntes jeg, den var for meget med hæslige kostumer og meget kinesiske sange, men efterhånden blev jeg fascineret, for den havde det hele. Der var drama, vold, svig, død, sang, overdrevne, glitrede kostumer og sindsyge. Så på trods af den kitschet tragedie, var jeg solgt.

Så var det, at jeg skulle være gået hjem i seng, men jeg valgte i stedet at se den koreanske mareridtsfilm “A Cheonggyecheon Dog”. En surrealistisk rejse ind i en transseksuel mands indre. Der var hverken hoved eller hale i filmen, men jeg er ret sikker på, at det er meningen. Den var som et mareridt, man ikke kan vågne af, selvom man ved det er en drøm. Utroligt, at en film der kun varer en time, kan føles lang som et ondt år. Jeg kan ellers godt lide mærkelige film, men denne var helt klart for langt ude, og så tog den sig selv lidt for seriøs, selvom en portion humor ville have klædt den.